Det er næsten umuligt at se, hvis man ikke ved, hvad man skal kigge efter, men alligevel har skuespilleren Sofie Juul haft daglige udfordringer med det under optagelserne af 'Rita'.

I den populære tv-serie, løber over skærmen hver mandag aften på TV 2, skal hun ligne Charlotte Munck, der spiller den ældre Lea - og her skal detaljerne være på plads.

Herunder de helt små detaljer som øjenfarven. Det skriver TV 2 Underholdning.

Sofie Juul har nemlig båret farvede kontaktlinser i en mørkere øjenfarve under optagelserne af 'Rita', som næsten har en million seere.

»Jeg var til optiker for at lære at sætte dem i, tage dem ud og hvordan, jeg skulle passe dem. I begyndelsen tog det fem minutter, før den ene sad i. Det føltes som en lang morgen,« fortæller Sofie Juul til TV2 og tilføjer, at det har været en daglig udfordring, som har været meget ubehaglig for hende.

Sofie Juul bruger normalt briller, men ikke linser. Hun skulle derfor også vende sig til, at hun midt under optagelser, hvor der kunne være røg i luften, får tørre øjne.