Ligesom ved Robert-uddelingen i sidste måned løb den smalle anmelderfavorit ’Vinterbrødre’ i aftes med prisen som årets danske film, da Bodil-prisen blev uddelt i Folketeateret i København.

Til trods for at ’Vinterbrødre’ kun har solgt lige under 10.000 biografbilletter, mener anmelderne, at det er sidste års bedste, danske film, og derfor kunne den islandske instruktør Hlynur Pálmason i aftes lade sig hylde, da Bodil-prisen blev uddelt i Folketeatret i København.

Publikum og anmeldere er sjældent enige, og ligesom ved Robert-prisen i februar fortsatte prisregnen altså over den smalle film om to brødre i et kalkbrud, hvor også filmens fotograf Maria Von Hausswolff tog prisen som årets bedste fotograf.

»Jeg laver film til individer, ikke hele verden. Jeg laver ikke film til et bestemt publikum. Sådan ser jeg på det,« sagde instruktøren til Jyllands Posten i forbindelse med Robert-prisen.

’Vinterbrødre’ har ifølge DFI.dk kostet små 6,5 millioner kroner at lave. I den modsatte ende kostede dramaet ’Du forsvinder’ med stjernerne Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne 26,5 millioner kroner. Sidstnævnte gik tomhændet hjem fra Bodil-festen, hvor der til gengæld blev lidt oprejsning til den fremadstormende instruktør Fenar Ahmad, der tidligere har følt sig forbigået.

I februar var hans film ’Underverden’ den store favorit til Robert-prisen med 14 nomineringer. Til trods for masser af anmelderros og flotte biografsalgstal, måtte han nøjes med priser i de mindre tekniske afdelinger: Bedste filmmusik og bedste klipning. I aftes vandt Fenar Ahmad sammen med Adam August (Søn af Bille August, red.) en Bodil for årets bedste manuskript, og derudover modtog ’Underverden’ den nye Blockbuster streaming-pris, hvor en jury udvalgte den bedste streamede danske film fra 2017.

Fenar Ahmad er kendt for at have følelserne ude på tøjet og har fortalt til magasinet Soundvenue, hvordan han gik hjem fra Robert-festen og græd, mens han overvejede at melde sig ud af Robert-akademiet.

»Min kæreste var meget omsorgsfuld, hun var god til at få fokus på de ægte værdier. Hun fik mig til at indse, at der er mere end 600.000, der har set ’Underverden’, og det er dem, vi har lavet den til. Og vi fortalte en historie, som vi havde brug for at fortælle. Jeg vil heller ikke tage noget fra Hlynur, som jeg lykønskede, selvom jeg var helt knust. Han har lavet en fed film, som vi også har brug for,« har han fortalt til Soundvenue.

’Vinterbrødre’ har den relativt ukendte 30-årige skuespiller Eliott Crosset Hove i hovedrollen. Til Robert-prisen blev han kåret som årets bedste mandlige skuespiller. I aftes gik prisen til Dejan Cucik for sin præstation i filmen ’Fantasten’.

I den højstemte ende af aftenen vandt Lone Scherfig til sidst en æres-Bodil for sin instruktør-karriere, der strækker sig fra gennembruddet med ’Italiensk for begyndere’ i 2000 til de senere internationale film som ’An Education’, The Riot Club’ og ’Their Finest’.

Af en eller anden grund vælger Bodil-juryen ikke at kåre årets bedste instruktør. Prisen er Danmarks ældste filmpris og har været uddelt siden 1948.