Esben Smed er privat langt fra rollerne som roden Nicky i ’Bedrag’ og den flabede fodboldspiller John ’Faxe’, som er skuespillerens to store glansroller indtil videre
»Anmeldelser kan gøre to ting ved dig: Hvis de er gode, gør de dig snobbet. Hvis de er dårlige, bliver du ked af det. Og du kan ikke bruge nogen af delene til noget. Men jeg kan ikke lade være med at læse dem alligevel,« smiler Esben Smed med et selvironisk glimt i øjet.
Gode anmeldelser har den 31-årige skuespiller ellers fået en del af. Som den flamboyante landsholdsspiller John ’Faxe’ Jensen i filmen ’Sommeren ’92’, der også er nomineret til både Bodil og Robert-priser. Og som roden Nicky i DRs dramasucces ’Bedrag’, der sendes hver søndag.
Indtil videre har det ikke gjort den 31-årige skuespiller arrogant. Nærmere tværtimod. Esben Smed er et omvandrende dementi af den udbredte misforståelse, at skuespillere er lidt som de roller, de spiller.
»I virkeligheden er jeg dødkedelig,« siger han cirka midtvejs i interviewet.
Faktisk ville det passe Esben Smed meget bedre, hvis han helt kunne undgå at tale om sig selv.
Og flere gange taler han sin egen indsats og kvaliteter ned - i stedet for op.
Gløden er størst i hans øjne, når han snakker om, hvor vigtigt det er med teamwork, og hvor heldig han er at arbejde sammen med dygtige mennesker som Per Fly, Nikolaj Lie Kaas og Thomas Bo Larsen samt manus-forfatterne, sminkørerne, kostumefolkene, fotograferne og de andre skuespillere.
Mærkede teatrets magi
»Jeg betragter mig selv som vanvittig privilegeret, at jeg får lov at arbejde med så dygtige mennesker på de ting, jeg har lavet hidtil. Det er et fantastisk givende samarbejde, hvor jeg bare er den, der skal tage den det sidste stykke,« siger Esben Smed, der betegner sig selv som ’en glad dreng, med en tryg og måske ret gennemsnitlig opvækst’ tæt på Odder, der ligger mellem Horsens og Aarhus.
Hans mor var leder af en vuggestue og børnehave, hans far fotograf. Og i dag er han ikke helt sikker på, hvad der satte ham i gang med skuespillet.
»Jeg spillede skolekomedie i syvende klasse, og det har sikkert spillet ind, at man får ros. Måske fordi jeg så flot ud med en næse på,« smiler Esben Smed, der også spillede meget rollespil med sine kammerater.
»Det var jo noget med at have en karakter og bruge den i et spil. Hvad enten man løb rundt eller sad omkring et bord og kastede med terninger,« siger skuespilleren, der kan huske, at det blev lidt mere alvor, da han kom i håndværkerpraktik på et teater.
Han har altid haft hænderne skruet godt på, og i niende klasse kom den 15-årige dreng i praktik på Svalegangen i Aarhus, hvor han fik lov at bygge kulisser og scenografi til en forestilling:
»Om aftenen sad jeg og kiggede på prøverne og fulgte med i manuskriptet, fordi jeg syntes, det var spændende at se, hvad der skete på scenen. Det fandt teaterchefen ud af, og så fik jeg en rolle sammen med de professionelle,« fortæller Esben Smed, der tog toget fra Odder for at spille teater i Aarhus om aftenen, hvorefter han gik i skole næste morgen.
»På det tidspunkt opstod der et eller andet... Jeg syntes, det var magisk at se de her mennesker, når de sad og gjorde sig klar og tog kostumer på og sminkede sig,« siger den 31-årige skuespiller og smiler igen lidt ad sig selv:
»I øvrigt sagde de alle sammen, at jeg aldrig skulle blive skuespiller. Fordi det var for usikkert, dårligt betalt, og man alligevel ikke bliver berømt. Og hvis det sker, så er det alligevel ikke særlig fedt. Men jeg blev starstruck af det miljø og fik lyst til endnu mere.«
Fik afslag fire år i træk
Nogle år senere søgte han ind på teaterskolerne i Aarhus, Odense og København. Men først efter nøje overvejelser og et toårigt drama-studie på Aarhus Universitet:
»Jeg turde ikke søge ind på skuespilskolen. Jeg var bange for at få nej. Og jeg fik da også afslag – fire år i træk.«
Først i 2009 begyndte Esben Smed på skolen i København. Fire år senere var han færdig.
I dag har han spillet en del teater, haft mindre roller i tre spillefilm, den store som John ’Faxe’ i ’Sommeren ’92’ og den endnu større som Nicky i tv-serien ’Bedrag’.
Danmark - og måske resten af verden - ligger åben for det oplagte talent, der fik rollen i den Bodil- og Robertnominerede ’Sommeren ’92’ på trods af, at han selv understregede, at han er jyde og aldrig havde spillet fodbold.
»Lige efter jeg havde fået rollen, gik jeg direkte ind i en butik, købte en fodbold og et par fodboldstøvler og gik i gang med at træne,« fortæller han og fortsætter:
»Jeg er venstrebenet og kunne ikke engang løfte en bold med højrebenet. Så hele den sommer stod jeg i en skolegård og spillede mur med en bold. Og jeg trænede fodbold med nogle af mine venner, der spillede i forvejen. Og kiggede alle kampene igennem for at finde ud af, hvordan Faxe egentlig spiller, og hvordan han løber og alt muligt. Da vi så nærmede os optagelserne, fik jeg mulighed for at møde ham nogle gange. Det var en kæmpe gave, og jeg undskyldte på forhånd, hvis mit portræt af ham ikke blev godt nok. Så da han endelig så filmen, var det en enorm lettelse, da han sendte mig en sms, hvor der stod: ’Den har du sgu ramt lige i røven’. Så var det på plads. Det var sindssygt dejligt,« siger Esben Smed.
»Jeg er opdraget til, at hvis man gør noget, så skal man gøre det ordentligt. Man bliver nødt til at lave sit hjemmearbejde. Det er i processen, de gode ting kommer frem. Og hvis man ikke er velforberedt, så spiller man bare på rutinen. Det kan være godt nok, hvis man spiller jazz, men det går ikke i mit fag,« siger Esben Smed, der ikke har nogen illusioner om livet i rampelyset:
»I min branche er vi meget optaget af, hvordan tingene bliver modtaget, og derfor bliver man meget sårbar. Det kommer til at handle om folks anmeldelser af dig og om, hvem der kan lide dig, og det kan godt gå én på. Min familie og mine venner ved, hvem jeg er, og det er de værdier, jeg skal holde fast i. Ikke klapsalverne i forbindelse med mit arbejde. For det er bare et arbejde. Godt nok et arbejde jeg bruger usandsynlig meget tid på, og som kan være ret opslidende, fordi jeg bruger mig selv så meget. Men det er vigtigt at huske sig selv på, at det er noget, jeg fremstiller. Man kan ikke leve på klapsalverne, men man kan leve for at udføre selve arbejdet.«
