I aften dukker hr. Anderens ukendte søn, Poul, op i 'Badehotellet' og truer idyllen for de sorgløse københavnere

Skuespilleren Martin Greis, 34,  spiller hr. Andersens  søn, der vender hjem fra USA for at få fingre arven efter sin far.

Sidst vi så ham på tv var i  DRs 'Krøniken', hvor han spillede  Carl Holgers driftige barnebarn Henrik, der overtog sin bedstefars livsværk og endte med at brænde radiofabrikken Bella ned. Skurk vil han nu ikke kalde Andersens hjemvendte søn.

»Det kommer an på øjnene, der ser. Han er ikke noget ondt menneske, men der er ingen tvivl om, at han har været ude for lidt af hvert,« siger Martin Greis og fortsætter.

»For mig er han et menneske med ligeså mange fejl og mangler, som du og jeg har.  Han er flygtet fra badehotellet med en stor portion vrede og hævn i baggagen og kommet til USA, hvor han har arbejdet sig op fra ingenting og lært værdien af penge.

Det har gjort ham hård og en lille smule nøjeregnende. Han vender kun tilbage til Danmark, fordi det vil give ham mulighed  for at købe den bilforretning, han er sælger i. Men under det lidt kyniske ydre gemmer sig et stort og bankende hjerte, som han har været lidt for god til at passe på,« lover Martin Greis.

Løjtnant og konge på film

I foråret kommer biografgængere også til at se mere  til Martin Greis. Han er aktuel som gnaven filmanmelder i filmen ”Itzy Bitzy”, og snart er der premiere på krigsfilmen  ”9. April”, hvor han spiller  løjtnant i motorcykelkompagniet sammen med Pilou Asbæk.

Martin Greis er uddannet fra Statens Teaterskole og tilknyttet Århus Teater i fem år.  De sidste par år har han opholdt sig en del udenfor landets grænser på turne med Nikolaj Cederholms Beatles-teaterkoncert ”Come together”, der har spillet  i  Holland, Sverige, Norge, Schweitz og London. Ved siden af teatret har han medvirket i bl.a. ”Flammen og Citronen”.

Og snart er det som Kong Frederik d. 4 i filmen ”Tordenskjold” med Jacob Oftebro fra ”1864” i hovedrollen.

»Jeg har fået lov til at prøve lidt af hvert. Jeg har altid været draget af historie. Vi står alle sammen på skuldrene af nogen, så det er naturligt at interesse mig for historie. Så det er en ren gave at portrættere historiske personer.«

Længe leve bedstemødre

Privat danner han par med skuespillerkollegaen Katrine Greis-Rosenthal og far til Emma Maj, 5 år og Esther Liv på 2 år, og han lægger ikke skjul på, at rollen som forældre og få passet turneliv og karriere med familieliv er et større puslespi.l

»At få børn kræver noget. De første år er hårde.  Som forældre og mand og kone bliver man sat i midlertidigt undtagelsestilstand. Men det er vi kommet ud af nu . Vi bliver klogere hver dag, og så er vi så  privilegerede, at vi har to bedstemødre, der er gået på pension. De har ydet en kæmpe indsats. Jeg siger: Længe leve bedstemødre. Jeg har været meget i udlandet og jeg  ved slet ikke, hvad vi skulle gøre uden.«