I denne ombæring af det populære realityprogram 'Robinson Ekspeditionen' har især tre personer gjort sig uheldigt bemærket.

Der er tale om Andreas, Backer og Mathias. De tre personer blev taget i at snyde ved at besøge en lokal fiskerby og tigge om mad - et klart brud på programmets regler. Backer og Mathias blev endda to gange taget i at tilfuske sig en fordel ved at tigge om mad.

Efterfølgende har Backer og Mathias forklaret sig selv på de sociale medier. De har forklaret, at de har følt sig ført bag lyset og haft et dårligt samarbejde med produktionen, samt at kedsomhed gjorde, at de gik på 'eventyr'. Derudover sammenlignede de programmet med et teatershow.

Påstyret har fået sidste års kontroversielle figur Richard Asklund til at tage bladet fra munden. Han langer især ud efter Mathias og Backer, der begge er tidligere deltagere:

'I kølvandet på de sidste ugers heftige skandaler, hvor to deltagere bryder groft med reglerne, tænker jeg at opfordre de to unge herrer til at stå frem, og komme med en uforbeholden undskyldning til alle de danske Robinson fans, som nu er kommet i vildrede om, hvorvidt Robinson er et stort teaterspil, og deltagerne blot agerer skuespillere,' skriver Richard, der var kendt for at kaste om sig med store ord som 'core values' og 'team spirit', i en mail til BT.

'Det er noget som rammer os alle, og det er et super ærgeligt signal at sende til seerne, som elsker hele konceptet omkring en øde ø, sult, mental udfordring og overlevelse. De giver udtryk for at de har været afsted på eventyr, men det har jeg svært ved at få øje på.'

Han mener, at de burde være taget på charterferie i Thailand i stedet for at ødelægge ekspeditionen for de andre deltagere. Richard Asklund mener, at det sætter hele programmet i et dårligt lys.

'Det er trist og sørgeligt den måde de udstiller hele scenariet på. Det er ihvertfald ikke noget jeg kan genkende fra min tur på øen. Der var ingen drejebog vi skulle følge, eller uldne aftaler på kryds af deltagere og produktionen. Det var ren overlevelse, sult og en øde ø uden civilisation. Det efterlader en rigtig dårlig smag i munden, når man læser deres oplæg på Facebook. Selv Baron von Münchhausen ville komme til kort, hvis han læste historien.'

Ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg har tidligere udtalt, at han har i sinde at forlade programmet, hvis produktionen vælger at inddrage flere tidligere deltagere i programmet. Han mener, at der er for stor risiko for, at dette års skandaler bliver gentaget. Og det kan Richard Asklund godt forstå. Han mener, at Mathias og Backer burde stå frem og aflive rygterne om, at det hele er 100 procent opstillet.

Du kan læse hele Mathias' og Backers forklaring, som de gav via Facebook sidste uge her.

46-årige Richard Asklunds medvirken i programmet var i den grad præget af, at han 'spillede spillet' og lagde mange store planer. Han opbyggede sig et ry som en hård hund, og der var stort drama omkring hans exit fra ekspeditionen. Det har også haft konsekvenser. Det fortalte han i tv-programmet ’Til middag hos’, hvor han forklarede, at der på et tidspunkt var mellem 500 og 600 kommentarer om ham på Robinsons egen Facebook-side – og det var bestemt ikke rosende ord.

»Hold kæft, mand, jeg fik mange hug. Det var netkrigere, der bare hakkede løs,« siger han i programmet og tilføjer:

»Det er lidt ubehageligt, også når du får personlige hilsner på Messenger (Facebooks besked-app, red.). Så sidder der en eller anden i Aarhus og sender de ondeste trusler. Så det er lidt ærgerligt, synes jeg.«