Mørkets kontinent blev Afrika kaldt i 1800-tallet, hvor den sorte neger blev set som repræsentant for al vildskab og amoral. I slavekolonien i Guinea synes det nu snarere at være de danske diplomater og handelsmænd, der har monopol på fordærv og ondskab. De horer, hærger og hersker og skyller bristede ambitioner ned med store mængder alkohol.
Det er til denne depraverede verden, den unge botaniker Wulff Joseph Wullf i 1836 ankommer for at starte en kaffeplantage og forandre den danske skamplet til en kongens blomstrende have. Men det eneste, der forandres, er ham selv.
Verdenshistorien er intet eventyr, og 'Guldkysten' er lige så gylden som Grønland er grøn, og så langt fra enhver Peter von Scholten-romantik, som tænkes kan. '1836 på ecstacy' har instruktør Daniel Dencik selv kaldt sin spillefilmsdebut, men der er snarere tale om et hallucinerende mareridt. Et fabelagtigt febertrip til mørkets hjerte.
Historien er delvist baseret på efterladte breve og dagbogsoptegnelser fra Wulff, der i virkeligheden var jurist fra Randers, men i Denciks hånd bliver det et subjektivt portræt, hvor alt konkret også får en symbolsk betydning. Mere radikalt, men ikke helt ulig fortællestilen i '1864' i øvrigt - og det er positivt ment.
De få personer omkring Wulff - den desillusionerede konsul (Morten Holst), den naive missionær (Danica Curcic), de tavse nøgne slaver - er mere repræsentanter for tankesæt, end de er hele mennesker. Til gengæld fylder Jakob Oftebro hele billedet som den stadigt mere udtærede og nedbrudte botaniker. Han forelsker sig i Afrika, i naturens rigdom og symmetri, og i folkets pagt med den. Men som hans øjne åbnes for naturens orden, formørkes hans sind af den vestlige herrementalitet, der vil betvinge selv samme natur med slavisk underkastelse.
Der er ikke meget lys i den erkendelse, men Dencik fortjener al mulig ros for at følge den til dørs. 'Guldkysten' er en modig film, der både udfordrer vores tanker og river i vores sanser. Fotograf Martin Munch fanger Afrikas storhed, livet i en vanddråbe, og mørket i fangekældrene. Og musikken er en hovedperson i sig selv, komponeret af David Lynchs hofkomponist Angelo Badalamenti.
Den vil ikke falde i alles smag, men hvor er det en fornøjelse at se en stor dansk film, der hellere vil ramme sit publikum dybt end bredt.
Drama, 'Guldkysten', 2015, fem ud af seks stjerner
