Shia LaBeouf klappede skuespillere i måsen, mens de var på scenen, røg backstage og skubbede til teatrets ansatte

Det har tilsyneladende slået klik for den før så succesrige 28årige Hollywood-skuespiller Shia LaBeouf.

LaBeouf, der er en tidligere barneskuespiller, men i dag nok er mest kendt for sin rolle i Transformerfilmene, blev arresteret torsdag aften i New York for utilbørlig opførsel under et teaterstykke. Det skriver mailonline.com.

Transformer-stjernen blev grædende og iført håndjern, mens han råbte og spyttede, ført ud af Broadway teatret, Studie 54, af talstærke betjente.

Politiet var blevet tilkaldt af teatret, fordi LeBeouf under første akt af forestillingen Cabaret var gået om bag scenen, hvor han generede alle på sin vej.

Om det var sprutten, der havde fået Shia LaBeouf til at miste forstanden, eller om han fuldstændig har misforstået, hvad god kollegial opførsel indebærer, er stadig uvist.

For Transformerstjernen, der ellers er blevet spået en glansfuld karriere som Hollywoods nye førsteelsker, havde usædvanlig travlt bag scenen, hvor han  blæste på de omfattende rygeforbud og pulsede åbenlyst på cigaretter. Han skubbede til skuespillerne, hvis han altså ikke klappede dem på det nederste af ryggen, som han gjorde med skuespilleren Allan Cumming og opførte sig både forstyrrende og krænkende.

Til sidst blev det teatret for meget, og politiet blev tilkaldt. Under stort postyr blev skuespilleren arresteret og ført ud af teatret.

Men det passede heller ikke LaBeouf. På politistationen løb skuespillerens mund over med eder, forbandelser og trusler som: Ved du hvem, jeg er? Og jeg har så mange penge, at jeg kan ødelægge jeres karriere, mens fuck-ordene var en overvejende del af talestrømmen.

Og da han samtidig havde vældig travlt med at spytte på betjentene, der til sidst fik nok af at få Hollywood-stjernens mundvand at føle, fik LaBeouf en særlig anti-spyttemaske på.

Natten fik skuespilleren lov til tilbringe i de lidet luksuriøse omgivelser i en celle på Midtown North Policestation. Fredag morgen blev han stillet for en dommer, der besluttede, han skal møde i retten igen den 24. juli.

Og så forlod LaBeouf retten stadig iført det samme tøj som aftenen før, denne gang med sine snørrebånd i hænderne.

Det er lykkedes for The New York Post at få stykket sammen, hvad der kan have ført til LaBeoufs skandaløse adfærd torsdag aften.

Ifølge avisen var LaBeouf omkring klokken 13 New York tid gået ind på en bar, hvor han ifølge bartenderen drak to-tre margaritas, men intet spiste, mens han så fodboldkampen mellem Belgien og Sydkorea.

Her opførte skuespilleren sig pænt, han var ædru, gav gode drikkepenge og fortalte, at han egentlig ikke var fan af fodbold. Men fordi han har familie i Belgien, ville han af patriotiske grunde se kampen.

Hvad der så er sket, indtil LaBeouf grædende blev ført ud af teatret omkring klokken 21.30 lokal tid, vides ikke. Endnu.

Men øjenvidner har fortalt, hvordan de kort før teaterstykket begyndte, så hvordan Shia LaBeouf ude på gaden rendte efter en hjemløs mand, mens han råbte: Det er mig, Shia.

Det er uklart, om skuespilleren ville have fat i en pose mad fra MacDonalds, som den hjemløse bar på, eller om han ville have den hjemløses cap, som LaBeouf mente, tilhørte ham.

Efter Shia LaBeouf blev løsladt fredag morgen og forlod retten, ventede medierne talstærkt på ham.

Men selv om skuespilleren valgte at gå hen til et nærliggende hotel med en horde af mediefolk efter sig, var han tavs som graven, og nægtede at besvare ethvert spørgsmål om årsagen til hans opførsel.

Måske kaster han selv lys over den, når han igen skal møde i retten den 24. juli.