Det er ikke kun i nissernes land, december er den dejligste måned.

Det er den også for alle os, der allerede nu leder efter den store kasse med julepynt, ønsker os en foodprocessor eller bare ser ualmindeligt meget frem til at følge med i årets julekalendere.

Og med blot en måned til den 1. december, hvor vi kan læne os tilbage i sofaerne under varme tæpper med gløgg i den ene hånd og æbleskiver i den anden, er det tid til at finde ud af, hvad du kan forvente af netop julekalenderne i år.

Efter en nærstudering af programmerne hos tv-kanalerne står det klart, at der skal julehygges til både helt nye julekalendere og gamle kendinge.

Du kan herunder få et overblik over, hvilke julekalendere der bliver sendt i år:

DR 1 - 'Den Anden Verden'

'Den Anden Verden'.
'Den Anden Verden'. Foto: Per Arnesen
Vis mere

I DR's helt nye julekalender følger vi tvillingesøstrene Sara og Anne på 14 år, der er ved at tage deres første skridt fra teenagere til voksne.

Det er magisk fortælling, som er inspireret af de tyske brødrene Grimms eventyr, der danner et bagtæppe for historien, hvor de to søstre møder de omvæltninger, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til.

En del af fortællingen foregår i en eventyrverden, som den ene søster ved et uheld får adgang til, mens den anden foregår i den virkelige verden om et teaterstykke.

Julekalenderens hovedforfattere er Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen, der tidligere har stået bag julekalenderne ’Jesus og Josefine’ og ’Mikkel og Guldkortet’. På rollelisten er blandt andet Caroline Vedel, Rosalinde Mynster, Niels Anders Thorn, Andreas Jessen, Fanny Bornedal og Lars Brygmann.

'Den Anden Verden' bliver sendt klokken 19:30 på DR1.

TV 2 - 'Ludvig og Julemanden'

'Ludvig og Julemanden'
'Ludvig og Julemanden' Foto: Morten Dueholm
Vis mere

I julekalenderen, der er fra 2011, følger vi Ludvig Glad og hans familie, der i december er flyttet ind på Børglum Kloster, som Ludvigs far har arvet.

Efter planen skal familien rejse videre til udlandet og bo på grund af faderens arbejde, men det vil Ludvig forhindre. Han går derfor på jagt efter en værdifuld skat på klosteret, så han kan skaffe familien penge nok til at blive boende og samtidig give familien mere tid sammen.

Det er dog ikke kun Ludvig, der leder efter skatten. Det gør også spøgelset Stygge Krumpen.

Samtidig er julemanden Nicholas blevet træt af at være julemand, og han rejser derfor også til Børglum Kloster.

'Ludvig og Julemanden' sendes klokken 20:00 på TV 2.

TV 2 - 'Alletiders Jul'

'Alletiders Jul'.
'Alletiders Jul'. Foto: TV2
Vis mere

'Ludvig og Julemanden' er ikke den eneste julekalender, der bliver vist på TV 2. Det samme gør også 'Alletiders Jul', der blev sendt første gang i 1994.

I julekalenderen møder vi ungnissen Pyrus, der er flyttet ind i Danmarks Rigsarkiv hos arkivnissen Guttenborg - som dog senere bliver kendt som Gyldengrød. Da Pyrus en dag låner en tryllebog af Gyldengrød, ender det galt, da han sletter julen fra Danmarkshistorien.

'Alletiders Jul' sendes klokken 16:25 på TV 2.

TV 2 Charlie - 'Andersens Julehemmelighed'

'Andersens Julehemmelighed'.
'Andersens Julehemmelighed'. Foto: Søren Hartvig / TV 2
Vis mere

Har du også savnet historien om Puttes stormende forelskelse i gas- og vandmesteren? Eller historien om hendes julefjendske forældre? Så kan du godt glæde dig. I år bliver den populære julekalender fra 1993 nemlig genudsendt.

I julekalenderen følger vi blandt andet Julemand 39s assistent Frits, der går undercover som gas- og vandmester hos ægteparret Tage og Åse Andersen, der ikke har holdt jul i tyve år, for at genindføre højtiden i husstanden.

'Andersens Julehemmelighed' ruller over skærmen klokken 20:25 på TV 2 Charlie.

DR 2 - 'Rytteriets Jul'

'Rytteriets Jul'
'Rytteriets Jul' Foto: DR / Presse
Vis mere

I år får vi et gensyn med snobberne Fritz og Poul, der spilles af Martin Buch og Rasmus Botoft, når 'Rytteriets Jul' får lov til at underholde hver søndag i advent.

'Rytteriets Jul' sendes søndag klokken 21:00 på DR 2.

DR Ramasjang - 'Nissebanden i Grønland'

'Nissebanden i Grønland'.
'Nissebanden i Grønland'. Foto: Preben Trunshøj
Vis mere

»Deeeeet eeeerrrr risengrød,« lyder det i den kendte sang fra julekalenderen. De fleste kan allerede synge med på den, men hvis du ikke kan, får du chancen for at lære den i år, når man igen kan følge med i de fem nisser Hr. Mortensen, Gemyse, Skipper, Puk, og Luntes eventyr i Grønland.

Der skal de hjælpe julemanden med at redde julen, da to magiske sten er faldet ned på den grønlandske is. Hvis man slår stenene sammen, kan man få alt opfyldt, og derfor må de ikke havne i de forkerte hænder.

Og de forkerte hænder sidder på Fiffig Jørgensen fra Holme Olstrup. Han ønsker nemlig selv at blive julemand.

'Nissebanden i Grønland' er især rettet mod børn, og den sendes klokken 17:00 på DR Ramasjang.

DR Ultra - 'Hotel Krølle på Halen'

'Hotel Krølle på Halen'
'Hotel Krølle på Halen' Foto: Johan Paulin
Vis mere

I Ultras julekalender følger vi familien Rantanen, der køber det idylliske hotel Krølle på Halen ude på landet i Sverige, men det viser sig hurtigt, at der sker mystiske ting på hotellet.

Julekalenderen, der er svensk produceret, har tidligere været vist i Danmark.

'Hotel Krølle på Halen' er for de lidt mindre børn og er med danske stemmer. Den sendes klokken 17:25 på DR Ultra.

DR3 - 'Skam'

Fra december kan man på DR3 opleve Eva, Noora, Jonas, William og de andre unge fra den populære norske serie 'Skam' prøve sig frem i livet, når de to første sæsoner bliver sendt.

Mange danske seere har dog allerede kunnet set serien på NRK's hjemmeside – med norsk tale og norske undertekster.

Sendetidspunktet for 'Skam' kendes endnu ikke. Serien vises på DR3.