DRs krimiserie ’Forbrydelsen’ blev søndag aften hædret med den prestigefyldte britiske tv-pris BAFTA som bedste internationale dramaserie.

- Det er rigtig sejt. Det er en meget stor aften for os, lyder det fra skuespiller Sofie Gråbøl, der spiller hovedrollen som kriminalbetjent Sarah Lund i serien. Hun er i London sammen med seriens hovedforfatter, Søren Sveistrup, instruktør Birger Larsen og seriens producent, Piv Bernth fra DR Fiktion.

- Det er så klasse at vinde den her pris. Briterne har så meget stil. Det er noget helt andet, end at være til Emmy i USA. Men vi har måske også et mere nært forhold til de andre serier, vi var oppe i mod, siger Sofie Gråbøl og hentyder til de tre konkurrenter, nemlig den amerikanske hitserie ’Mad Men’, den britiske serie ’Boardwalk Empire’, som Martin Scorsese står bag samt og den amerikanske komedieserie ’Glee’.

- Det er virkelig nogle tunge serier. Ved Emmy er det jo en række andre udenlandske serier, som vi ikke har et forhold til, siger hun stolt og fortæller, at prisen skal fejres med en masse alkohol.

- Nu skal vi blive endnu mere berusede, end vi allerede er. Vi har siddet flere timer uden mad men med masser af rødvin. Og det har vi hældt ned i bare nerver men også lettelse, siger hun.

Prisen til ’The Killing’, som serien hedder på engelsk, blev overrakt på direkte tv på kanalen BBC One. Den kendte nyhedsvært Trevor McDonald var vært.

- Det var meget surrealistisk, da vi vandt. For at billedliggøre det, så forestil dig, at de først viser et klip fra ’Madmen’, bagefter fra de to andre serier og til sidst viser de et klip fra ’Forbrydelsen’, hvor Søren Malling og jeg står ude på en mark og taler dansk. Der tænkte jeg: Ok, den vinder vi ikke, griner Sofie Gråbøl.

Men det blev den danske serie, der løb med prisen. ’Forbrydelsen 1’ har været en stor succes i Storbritannien, hvor den blev vist på BBC. Historien har vist sig langt mere populær end flere andre krimiserier, BBC har satset på.

Flere hundrede tusinde briter har fulgt med i Sarah Lunds opklaring af mordet på Nanna Birk Larsen.

Serien blev vist herhjemme i 2007. Det sidste af de 20 afsnit blev fulgt af to millioner seere, og der kommer også en ’Forbrydelsen 3’, som efter planen sendes på DR1 i slutningen af 2012, oplyser DR Presse.

’Forbrydelsen’ bliver også snart genindspillet i USA med amerikanske skuespillere.