80 års fødselsdagen er lige om hjørnet, men selv om Danmarks filmdiva nr. ét er en af landets ældste, aktive skuespillere, lader hun sig ikke kue af alderstyranni eller bliver fristet af botox – tværtimod

Det er snart 80 år siden, hun kom til verden. 60 år siden, hun fik sin teaterdebut. Men selv om årene er gået, er smilet stadig uforandret, og smilehullerne store, da Danmarks filmdiva Ghita Nørby, tager imod i sit bjælkehus i Holte.

Makeuppen er lagt, håret er sat, tøjet er pink, huden er sund, og de fine, små rynker om øjnene matcher ikke de 80 år, hun fylder til januar.

Ghita -2

Selv forstår the grand old teater- og filmlady heller ikke, at fødselsdatoen hedder januar 1935, når vi er nået langt ind i 2014.

- Nej, det der med tal kan jeg ikke rigtigt tage stilling til. Men jeg kan se i mit spejl, at jeg ikke er 17 år mere. Det har jeg jo været engang, som hun siger, mens hun bladrer i en bog, der ligger på bordet foran hende. En bog, der bærer hendes portræt på forsiden, og som med titlen ’Alle tiders Ghita’ er en hyldestgave fra forlaget Lindhardt og Ringhof. For præcis 60 år siden kom en ung Ghita ind på Det Kongelige Teaters elevskole og fik sin debut på de skrå brædder. Det blev startskuddet til en skuespilkarriere uden sidestykke. Fra begyndelsen har fotograferne foreviget Ghitas liv og udvikling, og det er nu samlet i den nye bog, som hun sidder med nu.

Sjov og charmerende

- Jeg synes jo, den er sjov, for det er en billedbog. Det er en dokumentation, kan man sige, når man deltager aktivt derude og er blevet fotograferet så meget. Jeg synes selv, den har en stor charme, og så spekulerer jeg på, hvem i alverden det dér er. Jeg kan jo konstatere, at hun jo har foretaget sig et eller andet, lyder det fra Ghita Nørby, mens hun bladrer videre.

Ghita -2

- Men der er faktisk én ting, der slår mig som noget godt, når jeg kigger i bogen. Der er så utrolig meget latter. Det holder jeg altså af, fordi mit liv består meget af latter. Det er mig, ikke en rolle. Jeg ler. Ikke mindst meget gerne ad mig selv, ellers bliver det jo noget selvhøjtideligt noget, synes jeg. Og det kan vi jo ikke bruge til noget, griner hun.

I de 60 år, der er gået, siden Ghita begyndte at blive fotograferet til aviser og blade, har krops- og skønhedsidealerne ændret sig drastisk. Og det er skræmmende, mener hun. Hun har også selv oplevet yngre kollegaer, som går ud og ændrer på den makeup, de har fået lagt, inden kameraet ruller.

- Jeg har aldrig været forfængelig, når det gælder det arbejdsmæssige. Aldrig. Det er rollen, ikke mig, der er i fokus, og alt andet er tragisk. Det værste er, når man ser på modeller i dag. Hvorfor skal de alle se ud, som om de har en depression og en spiseforstyrrelse. De går måske i noget herligt tøj, men så ser de alle sammen mægtig kede ud af det og har nogle meget flotte, lange ben og store knæ. Jeg synes altså ikke, det er smukt, men først og fremmest er der ingen, der morer sig.

Ghita -2

- Jeg synes, det er synd, at unge piger skal have de her radmagre, triste idoler. Prøv at se den her bog og se mig og de andre, for pokker. Jeg ser ikke deprimeret ud, men vi var da ganske flotte alligevel, siger hun og peger i bogen på et billede af en storsmilende, yngre Ghita.

Viste sit overbid

Faktisk sagde Ghita Nørby selv fra overfor skønhedsideal-hysteriet i begyndelsen af sin karriere.

- Ja, de bad mig i begyndelsen om at lukke munden og ikke vise tænder, når jeg smilede. Det var fordi, jeg havde sådan et overbid, og det syntes de var for meget. Men det fik de mig altså ikke til, griner hun og blotter sine tænder og det overbid, der lod til at være et problem.

En ting, man heller aldrig får Ghita Nørby til, er at glatte rynkerne med botox eller fylde restylan i læberne.

Ghita -2

- Herregud, jeg har jo nogle smukke, naturlige læber, skulle jeg så få sådan nogle underlige klumper, så ingenting kan udtrykkes. Hvis du ser nogle af de amerikanske skuespillere, som har sådan nogle kunstige læber, så kan de næsten ikke bruges mere, for de kan ikke give udtryk for sorg, glæde, tvivl, kærlighed. Noget som helst. De kan bare fotograferes, siger hun og giver hun en opsang til sine kollegaer.

- Så hold da op, så lad da være. Hvad er de så bange for. Selvfølgelig er ældningen da forfald, men det er vi jo alle sammen ude for, det er jo en menneskelig ting. Jeg har jo været 17 år og smuk engang, og nu giver jeg mig altså ikke til at pumpe mig selv op eller tage mine rynker væk. Jeg er skuespiller og skal jo fortælle historier om mennesker. Og der er jo altså også gamle mennesker, man skal fortælle historier om, siger Ghita Nørby og slutter sætningen med naturens eget middel mod rynker og et træt udseende. Et højt grin.