Øverst kan du se traileren til 'Solo: A Star Wars Story', som Emilia Clarke lige nu er aktuel i.

Fans verden over venter i spænding på, hvordan dramaet i Westeros skal ende, og hvem der ender på jerntronen, når hitserien 'Game of Thrones' sender seriens sidste seks afsnit i 2019. Men meget tyder på, at seriens indhold er så hemmeligt, at ikke engang skuespillerne selv må vide, hvordan det hele ender.

Det fortæller skuespillerinden Emilia Clarke, der spiller rollen som dragemoderen Daenerys, i et afsnit af The Hollywood Reporters podcast 'Award Chatter'.

»Jeg ved ikke, om jeg overhovedet ved det. Jeg er seriøs. Jeg tror, de filmer en masse ting, og de fortæller os det ikke. Jeg er seriøs. Jeg er dødseriøs. Jeg tror, at de ikke engang stoler på os,« siger skuespillerinden til The Hollywood Reporter og tilføjer:

»Der er mange forskellige slutninger i spil, og jeg tror, vi laver dem alle sammen, uden vi får at vide, hvad der rent faktisk kommer til at ske,« siger Emilia Clarke, der netop nu er aktuel i den seneste Star Wars-film 'Solo: A Star Wars Story', som for nylig blev vist ved filmfestivalen i Cannes.

Hvorvidt skuespillerindens udmelding om flere forskellige slutninger hold stik, kan der dog stilles spørgsmålstegn ved.

Allerede i efteråret 2017 var nyheden om flere slutninger fremme, da HBO-direktør Casey Bloys ifølge The Morning Call selv påstod, at man skulle filme flere ændringer for at undgå, at den sande slutning kom ud før tid.

Skuespilleren Kit Harrington, der spiller Jon Snow i serien, har også tidligere fortalt i talkshowet Jimmy Kimmel Live, hvordan holdet engang brugte 15 timer på at filme falske scener, fordi filmholdet blev fulgt af paparazzifotografer.

Det amerikanske kulturmagasin Vanity Fair stiller dog spørgsmålstegn ved, om man skal tro på HBO og skuespillerne fra serien, for ville det overhovedet give mening for en så dyr serie som 'Game of Thrones' at bruge penge og energi på at filme flere slutninger.

Skuespillerinden Maisie Williams, der spiller Arya Stark i serien, har tidligere på året selv sagt i Jimmy Kimmel Live, at hun kender slutningen.

»Jeg tror ikke de har budgettet til at lave flere forskellige slutninger,« sagde skuespillerinden over for Jimmy Kimmel i februar.

Hvorvidt der rent faktisk bliver skabt flere slutninger på tidens største serie, må vi vente med at få et endeligt svar på, til serien har premiere i 2019.