Sebastian Klein løfter sløret for fuglekigger-miljøet, som der nu kommer en film om.
Med næb og kløer kæmper danske fuglekiggere om, hvem der har set flest fuglearter.- Fuglekiggeriet skulle vel egentlig være en smuk og fredelig hobby for ædle mennesker, men for nogle af os har det udviklet sig til en indædt konkurrencesport med indslag af løgn og mistro. Det har fået et udpræget macho-præg, så man kan prale med, at ’min artsliste er længere end din’, smiler tv-værten Sebastian Klein, der selv har været ivrig ornitolog i årtier.
På torsdag har den danske film ’Fuglejagten’ premiere med samme tema i børnehøjde, men for hundredevis af voksne fuglekiggere er jagten på nye arter næsten blodig alvor.
- Der står virkelig meget på spil for de mennesker, der kæmper om at komme helt til tops i det benhårde hierarki blandt topbirderne. Det handler om hjerteblod og prestige, for andre fuglekiggere ser virkelig op til de ornitologer, der har set flest arter, forklarer han.
Trusler og tavshedspligt
Sebastian Klein var i en årrække formand for Dansk Ornitologisk Forenings særlige Sjældenhedsudvalg, hvor en række fugleeksperter skal godkende observationer af meget sjældne arter, før fundet officielt kan godkendes.
Her oplevede han ligefrem at blive udsat for dødstrusler, fordi han var med til at forkaste en påstået observation af en sjælden fugl.
- Den pågældende ornitolog stod over for mig og truede med at slå mig ihjel. Jeg må ikke fortælle mere om det, for sagsbehandlingen i udvalget er underlagt tavshedspligt, siger Sebastian Klein.
At være topbirder indebærer, at du selv midt i et sølvbryllup eller et vigtigt møde skal være parat til at smide alt for at køre tværs igennem landet, hvis der via ornitologernes alarmsystemer på nettet og mobilerne bliver meldt om opdagelsen af en sjælden fugl.
- Og der kan virkelig være langt på tilbageturen fra eksempelvis Skagen til København, hvis man som jeg to gange er gået glip af en udmeldt dværgørn. Jeg har også prøvet at tage til Bornholm efter en klippesvale, hvor en af mine bedste venner så den, mens jeg selv lige var inde hos bageren efter en basse. Jeg så den aldrig, og har stadig aldrig set en klippesvale.
Kuhls skråpe talte svensk
- Det er en forfærdelig fornemmelse, og derfor er det i nogle situationer også meget nemt og fristende at bilde både sig selv og andre ind, at man da vistnok så den alligevel, selv om den var lidt længere væk og ikke var helt nem at identificere.
- På den måde afspejler ornitologien på fascinerende vis alle de menneskelige dårligdomme. Det er FANTASTISK, griner Sebastian Klein, der kender masser af eksempler på danske topbirdere med enkelte tvivlsomme artskrydser i bagagen.
Selv må han også ofte høre for sin afkrydsning i 2007 af havfuglen Kuhls skråpe i Øresund.
- For man må jo kun tælle fugle på dansk område med på sin liste, og kan jeg nu være sikker på, at fuglen ikke fløj rundt på den svenske side af Øresund. Det er jo ikke helt til at vide.
Drosler ned
I en periode lå han selv helt i toppen af den danske liste over topbirdere, men den seneste halve snes år har han droslet lidt ned på artsjagten til fordel for familielivet med kone og børn.
I stedet koncentrerer han sig nu mest om at tælle såkaldte ædelarter - altså overraskende fuglearter, han har opdaget helt på egen hånd.
Her blev det senest i slutningen af maj omsider til en dværgørn i Skagen, som han selv fandt på Hulsig Hede - og straks meldte ud til glæde for artsjægerne i området.
