Filmanmeldelse: ’The Huntsman: Winter’s War’ - to stjerner **

Historien om to royale søstre, hvor den ene producerer is fra hænderne, når hun bliver ophidset og frustreret, virker bekendt - dog ender begge søstre i dette eventyr som onde og kolde dronninger, til forskel fra Disneys populære ’Frost’.

Vi er tilbage i Huntsman-land, men i første omgang ikke hvor vi slap i forgængeren ’Snow White and the Huntsman’ fra 2012, men historien begynder længe før, Snehvide og jægeren Eric blev jagtet af den onde, forfængelige dronning Ravenna (Charlize Theron) med sit spejl.

Vi oplever hvordan Eric (Chris Hemsworth) som dreng bliver fanget sammen med andre børn, af dronning Ravennas søster - den ellers venlige Freya (Emily Blunt), som pga. sorg over at have mistet sin nyfødte datter i en mordbrand, nu benhårdt regerer det kolde nord.

Eric og Sara (Chris Hemsworth og Jessica Chastain) ender selvfølgelig med at forelske sig i hinanden. Det gør man ikke ustraffet i Freyas kærlighedsløse rige. Foto: UIP
Eric og Sara (Chris Hemsworth og Jessica Chastain) ender selvfølgelig med at forelske sig i hinanden. Det gør man ikke ustraffet i Freyas kærlighedsløse rige. Foto: UIP
Vis mere

Her har hun forbudt al kærlighed, mens hun opdrætter sin børnehær af kommende Huntsmen (og piger). De to allerbedste børnekrigere - Eric og Sara - konkurrerer selvfølgelig med hinanden, ligesom i alle andre børne- og ungdoms fantasy-historier, og de ender selvfølgelig også med at forelske sig i hinanden som voksne (Chris Hemsworth og Jessica Chastain). Det gør man ikke ustraffet i Freyas kærlighedsløse rige.

Ufrivillige grin
Spol syv år frem i tid, og vi er pludselig, hvor etteren sluttede. Den onde Ravenna er død (eller er hun?) og jægeren Eric hvirvles ind i jagten på det kendte ’lille spejl på væggen der’, for alt vil gå gruelig galt, hvis isdronningen får sine frostfingre i spejlet først.

Til trods for de flotte kostumer, overdådige CGI-scener (især med frosten), og endnu flere kendte kvindelige skuespillere, lykkes det alligevel ikke spillefilmdebutanten, instruktør Cedric Nicolas-Troyan at lave en film, som i det mindste holder standarden fra etteren. Selvom budskabet om, at kærligheden overvinder alt, er simpelt, så er historien og handlingen for viderekomne. Alt alt for overfladisk og rodet.

Humoren lægges i hænderne på de drillende dværge (nu med damer), men desværre er der flere ufrivillige grin end frivillige.
I øvrigt: Hvor blev dronningens onde, blonde bror, Finn, egentlig af i prequel-delen?

2 stjerner
’The Huntsman: Winter’s War’, USA, 2016.
Instruktør: Cedric Nicolas-Troyan.
Premiere over hele landet.


Se trailer: