Øverst ses traileren for DRs 'Gift ved første blik'

Der var mange tæer i de danske hjem, der gik i krampe tirsdag aften, da man i andet program af DRs 'Gift ved første blik' kunne se, hvordan den modne og følsomme Franks forsøg på at vinde sin brud totalt mislykkedes.

Den næsten 56-årige reklamemand fra Bornholm blev tirsdag aften for rullende kamera viet til den 51-årige Pia fra Søborg, der er direktør i sit eget firma, som sælger fransk lingeri.

I programmet så man, hvordan Frank fortæller sin nye hustru, at han stadig savner sin ekskæreste, der forlod ham tre måneder tidligere. Og ikke mindst reklamemandens mere eller mindre heldige forsøg på under bryllupsfesten at komme i kontakt med sin brud, der i stedet bakkede længere og længere væk fra sit ægteskab i almindelighed og sin ægtemand i særdeleshed.

I dag erkender Frank da også blankt overfor bt.dk, at det ikke var alt, han sagde og gjorde på hans og Pias bryllupsdag, som var lige heldigt. Selv om han bedyrer, at bryllupsdagen ikke endte som en skuffelse for ham.

- Nej, jeg var mere bekymret for, hvordan jeg skulle løbe den hjem. For jeg mente, at jeg skulle gøre et eller andet anderledes for, at Pia og jeg kunne klikke på vores kontakt. Det gjorde, måske, at jeg blev for frembrusende overfor Pia. Normalt kan jeg godt fange små signaler hos folk. Men den superstressede situation gjorde, at jeg ikke reagerede på signalerne. Og det værste er, at jeg så dem jo godt. Men jeg reagerede ikke på dem, siger han til bt.dk.

Måske var det også derfor, han helt åbenhjertigt i taxaen lige efter vielsen fortalte sin brud, at han stadig savnede sin ex-kæreste, der havde forladt ham tre måneder forinden, selv om det for mange vil være et absolut no-go.

- Jeg havde jo stadig lidt kærestesorg og da Pia spurgte, så tænkte jeg bare på savnet efter min gamle kæreste og kommer til at tale lidt for meget om hende. Det var rigtig uheldigt. Og noget jeg ikke kan anbefale til andre, griner han selverkendende og tilføjer

- Jeg kunne slet ikke forestille mig at være single i flere år, som flere af de andre i programmet har været. Derfor er tre måneder for mig ikke kort tid. Jeg var klar.

Han lægger nemlig ikke skjul på at den bryllupsdag, som seerne fulgte tirsdag aften, forløb helt anderledes end hans to foregående bryllupper, som var indgået i ægte kærlighed.

- Jeg husker dagen som meget sløret og utrolig stresset. Det føltes som om, der var en matteret glasrude mellem os. Jeg plejer at være god til at mærke folk. Men jeg kunne ikke mærke Pia. Der var ikke den kontakt mellem os, som jeg havde forventet, husker han.

I modsætning til programmets tre andre par var det nemlig tydeligt, at det ikke var kærlighed, der slog ned i Frank og Pia, da de blev gift ved første blik.

- Jeg kunne ikke få fat i, hvordan hun var og hvad hun ville. Jeg prøvede jo ved at stille forskellige spørgsmål for at høre, om mine indtryk af hende var rigtige. Men hun ville ikke svare på dem. Til brylluppet var hun også meget væk og talte med sine veninder, så jeg kunne selvfølgelig godt se, at hun trak sig, siger han.

Derfor greb han til sit vanlige mønster, når folk føler sig utrygge. Han forsøgte at holde om sin brud og trøste hende, så hun kunne få det bedre.

- Men det gjorde bare situationen værre, at jeg gik tættere og tættere på hende. Men på grund af stresssituationen opdagede jeg ikke, at det skulle jeg have ladet være med, fortæller han.

Programmet endte med, at parrene fik at vide, hvor de skulle på bryllupsrejse henne. For Frank og Pias vedkommende, gik turen til den Sydfranske hovedstad, Nice.

Den by kender Pia godt ligesom hun også taler fransk. Mens Frank aldrig havde været i byen. Og ikke taler et ord fransk.

Tredje program i serien bliver sendt på DR1 på tirsdag.