Efteråret har med det nye initiativ Rabalder Bio budt på en række mindre, personlige børnefilm, der har understreget, at gode historier ikke behøver 3D og millionbudgetter.
’Zarafa’ er den sidste i rækken i denne omgang, og den er lige præcis det: En god historie, der ser ud til at være produceret for en slik, men som sprutter af ufortyndet fortælleglæde.
I skyggen af et afrikansk baobabtræ fortæller stammens gamle overhoved de små børn historien om det ubrydelige venskab mellem den 10-årige Maki og elefantungen Zarafa, der rejste fra Sudans ørken, over pashaen i Egypten til kongen i Frankrig.
Fortælletradition
I sin struktur er ’Zarafa’ således langt tættere på den overleverede fortælletradition end den moderne animationskunst. Fortalt fra a til b, uden de typiske superskurke, komiske bipersoner, og hvad vi ellers plejer at få.
Det kunne lyde kedeligt, men ’Zarafa’ tror på fortællingens styrke, og den fænger fra første spændende scene, hvor Maki stikker af fra en ond slavehandler. I næste sekvens bliver Zarafas mor skudt, hvilket altid er stærk kost i børnefilm, og før vi får set os om, er både Maki og hans lille girafunge på vej til Marseille i luftballon. Filmen er delvist baseret på virkelige begivenheder fra 1826, hvor den første giraf kom til Frankrig som en gave til Charles X fra den egyptiske pasha. Men den er samtidig skønt fabulerende og ikke bange for at lette fra sandheden med ballonfærd, sørøvere og ganske utrolige hændelser.
På samme måde er de håndtegnede billeder ligefremme og naturalistiske, men fulde af naivitet og finurlige detaljer. Varme og farverige i Afrika, kolde og skyggefulde i Paris, hvor farerne lurer.
Det er en historie om frihed, venskab og – som næsten alle børnefilm – om at tro på sig selv. Den har absolut intet med jul at gøre, men selv børn kan jo trænge til en pause fra pakkekalendere og klejnefedt.
Zarafa, Frankrig, 2012
