Det var tæt på, at mandagens planlagte afsnit af 'De bortførte børn' slet ikke blev sendt på TV 2.

Emmas mor Vicki forsøgte nemlig gennem sin advokat at få nedlagt fogedforbud mod, at det blev vist.

Det bekræfter hendes advokat Peter Ølholm overfor bt.dk.

- Jeg havde en korrespondance med TV 2s advokat om, hvorvidt det skulle stoppes. Det er korrekt. Men jeg kunne ikke komme til at se programmet og derfor ikke komme med en konkret kritik af det, siger Peter Ølholm til bt.dk.

LÆS OGSÅ: 

- Men nu har jeg set det. Og der vil komme en klage over programmet, fordi det er faktuelt forkert på en lang række punkter, siger Ølholm.

Det meget specielle ved netop mandagens afsnit af serien 'De bortførte børn' er, at det omhandler en dansk mor, som har bortført sin datter. Fra New Zealand til Danmark.

Og selvom retspraksis på området er, at datteren Emma skal udleveres til sin far Simon Maddison på den anden side af jorden, beskytter de danske myndigheder Emmas mor Vicki i hendes sag.

LÆS OGSÅ: 

- Mit hjerte er knust, som Simon Maddison siger til bt.dk.

Men ifølge Vickis advokat, viser dokumentaren langt fra det komplette billede af sagen.

- Det centrale er jo hele spørgsmålet, om det her barn er sygt eller ej. Hvis du ser udsendelsen, sidder du tilbage med det indtryk, at det er et barn, der ikke er sygt.

- Men den korte udgave er, at lægerne i New Zealand ikke rigtig kan få kureret Emma for hendes spiseproblemer. Og Odense Universitetshospital har som de eneste i verden en løsning. Derfor kommer barnet hertil.

LÆS OGSÅ: 

- Og du ser lægen forklare, at Emma er rask. Ja hun er rask for den konkrete spiseforstyrrelse med sonden, men hun er ikke et rask barn. Det fremgår også af kendelsen fra retten på Frederiksberg at hun ligger ligger under sin vægtkurve i forhold til alder og størrelse, understreger Peter Ølholm, som også mener at det underbygges af, at Emma støttes i børnehaven, støttes i spisesituationer, og at moren Vicki er bevilget tabt arbejdsfortjeneste for at gå ned i tid, så hun kan passe sin datter.

- Emma er psykisk skrøbelig. Ellers ville kommunen ikke bevilge den ekstra støtte. Det fremgår af kendelsen. Men ved gud ikke af fjernsynsprogrammet i går, siger Peter Ølholm, som også mener, at hans klient i mange andre situationer har strakt sig langt i forhold til samvær med faren.

LÆS OGSÅ: 

Efter hans rådgivning har Emmas mor Vicki hverken ønsket at deltage i dokumentaren eller udtale sig i øvrigt om sagen.

- Jeg har tilbudt at udtale mig med henblik på en saglig udtalelse. Men hun skal ikke hænges ud, siger Peter Ølholm, som pt arbejder på en skriftlig klage til TV 2 og Tv-nævnet.