Spoiler alert: Artiklen afslører detaljer fra det sidste afsnit af Bedrag II

Seerne måtte kigge langt efter en happy endning på DR-serien ”Bedrag”. Hævnen rammer den skurkagtige bestyrelsesformand Christensen i sidste afsnit af DR-serien ”Bedrag” , netop som han tror, at han har klaret frisag ved at udlevere sine udenlandske bagmænd til politiet.

Politimanden Mads vælger at ofre sit job for at redde Danmark og den danske krone og tilintetgør beviserne mod de udenlandske spekulanter.

For advokaten Claudia og lejemorderen Nicky er der store personlige omkostninger ved de valg, de har taget. Men hvorfor ender ”Bedrag” på den måde?

”Der er mange tråde, der skal bindes sammen til slut i sidste afsnit, der er et skæbneafsnit, forklarer forfatteren Jeppe Gjervig Gram.

Christensen får den skæbne han fortjener. Han prøver at handle sig ud af det hele ved at udlevere sine udenlandske bagmænd, men han slipper ikke for uretfærdigheden mod revisorens barnebarn.

Politimanden Mads taget et ret voldsomt valg og ofrer sin karriere for at redde den danske økonomi. Han vælger at redde de små i stedet for at jagte retfærdigheden. Han destruerer beviserne mod den udenlandske pengemand og prioriterer sin for tidligt fødte søn og sin familie. Han indser, at jagten aldrig slutter. Der dukker altid en ny bagmand op.

Nænnede ikke at slå Claudia ihjel

For Claudia er det ikke en ren lykkelig slutning, men det er første skridt på vejen til at sone sig selv. Hun stikker sin søns far, men havde det ikke været for hendes handling, var politiet aldrig kommet så langt. Hun er parat til at svindle og snyde for at skabe retfærdighed.  Hun undgår med nød og næppe at blive skudt. Det nænnede vi ikke at gøre mod hende. Hun havde jo opført sig ordentligt og forsøgt at gøre alt godt igen.

Nicky har taget hårdere og hårdere valg, og indser til sidst, at han ikke kan være en ordentlig familiefar og samtidig leve det liv, som han gør. Der er ikke plads til kone og søn. Erkendelsen rammer ham som en hammer. Tasken med penge, han giver som en afskedshilsen, er de bestikkelsespenge, som Claudias mand, Sten ikke ville tage imod.

Bimse må dø, fordi han var lidt for god og naiv til denne verden. Han har et hjerte af guld, og i længden gik det bare ikke. Men det gjorde ondt på os alle at slå ham ihjel, fordi han var en karakter, vi holdt meget af. Nicky var alligevel på vej væk fra Bimse, så med mindre Bimse skulle have sin egen serie, måtte vi hellere give ham en ordentlig afsked!

Hvad sker der så nu? Kommer der en 3. sæson af ”Bedrag”?

Det kan jeg ikke svare på. Men vi har nogle ideer. Jeg synes bestemt, at der er stof nok til en tredje sæson, men det vil ikke fortsætte i bankverdenen, siger Jeppe Gjervig Gram.

Der har været flere brutale voldsscener i anden sæson. Hvorfor?

»I anden sæson af en serie kan man jo godt få lyst til at skrue lidt mere op for blusset. Gøre indsatsen højere for karaktererne.«

Angreb på det britiske pund

Ideen med at lade udenlandske pengemænd angribe den danske valuta er ikke grebet ud af fri fantasi. Faktisk lykkedes det storinvestoren George Soros i 1992 at angribe det britiske pund så brutalt, at de vandt og tvang regeringen og den engelske nationalbank til at lade pundet flyde frit, med alvorlige konsekvenser for den britiske økonomi. Og for få år siden anbefalede den udenlandske kapitalfond Owl Creek faktisk investorer at spekulere mod den danske krone.