DR har givet grønt lys til en ny sæson af tv-serien, der allerede er en international sællert i stil med "Forbrydelsen" og "Borgen".

Hvad sker der, når Signe, Gro, Frederik og Emil kommer tilbage på »Grønnegården«?

Søndag aften sluttede anden sæson med, at de fire søskende går i samlet flok op i mod deres forkætrede, fælles arvegods.

Danmarks Radio har allerede besluttet, at der skal laves en ny sæson af »Arvingerne«, der kommer på skærmen i 2017 og dermed følger »Arvingerne« i slipstrømmen på populære søndagsserier som ”Forbrydelsen” og ”Borgen”.

Går op mod krudttønde

Foreløbig har Danmarks Radio sendt forfatteren Maya Ilsøe i tænkeboks for at finde stof til den næste sæson, hvor de fire søskende skal finde ud af, hvordan deres fremtid skal forme sig.

Læs også:

»Og så må vi se, hvad der sker. Jeg synes, vi har et godt udgangspunkt og glæder mig til et gensyn i 2017,« siger dramachef i DR, Piv. Bernth og uddyber sine egne tanker om slutbilledet:

»For som de går der op mod gården, har de lavet en pagt med hinanden. Jeg tænker, at de går op imod en krudttønde, for godt nok er de afhængige af hinanden, men de har ikke fået det nemmere med at være sammen«

Sammen om svindel

Spørger man tv-forfatteren Maya Ilsøe, der p.t. er på ferie, svarer hun:

Læs også:

»Signe, Gro, Frederik og Emil er blevet forbundet i sidste afsnit. Selvfølgelig omkring hemmeligheden om den begravede kunstsvindel, men også i forståelsen af, at deres historier og roller er vævet sammen og følelsesmæssigt dybt forbundet, som man er i familier på godt og ondt. Når de kommer tilbage til huset, skal de finde ud af, hvordan de nu kan bruges hinanden i deres liv, og hvordan de passer bedst muligt på Melody,« siger Maya Ilsøe, der ikke vil afsløre mere lige nu.

Solgt til 40 lande


”Arvingerne” er foreløbig solgt til over 40 lande og tegner til at blive ligeså stor en international succes som ”Forbrydelsen” og ”Borgen”.

»Vi er superglade for, hvor mange seere, der har fuldt med. Det betyder meget, at »Arvingerne« stadig er med til at sætte noget dagsorden og diskussioner igang. Vi går ikke op i seertal på den måde, for vi er ikke afhængig af reklamer, men det er vigtigt, at vi tager emner op, der finder genklang hos seerne. Vores opgave er at finde historier, der kommer os alle ved, uanset ophav og baggrund,« siger dramachef Piv Bernth.

»Der er ingen tvivl om, at seerne vil glæde sig til et gensyn med nogen, vi synes, vi kender,« siger »Arvingernes« producent Karoline Leth, der ikke frygter, at tv-serien vil gå i glemslen, selv om der går to år, inden tv-serien vender tilbage.

»Det var også tilfældet med »Forbrydelsen« og »Borgen«. Det tager tid at skrive, men jeg synes, der er stof nok. De fire søskende skal ikke bare forvalte en arv. De er også på en identitetsrejse, og skal finde ud af, om de kan fungere som familie med ansvar for en lille baby.«