Naturligvis søsætter DR ikke danmarkshistoriens dyreste tvserie, efter fire års forberedelse, uden at have styr på historiske fakta. Og forhåbentlig har Ole Bornedal et højere sigte med sit storværk end at bruge 173 millioner på at politisere over vor tids nationalistiske højrefløj.
Ugens rasende debat om hvorvidt der var hønsestjælende, harmonikaspillende gæstearbejdere i vort lille land i 1863 eller ej, er som at skyde om ikke romaer så i hvert fald gråspurve med kanoner. Det er ude af proportioner. Bornedal er i færd med at folde en rig, persondrevet og følelsesladet fortælling ud for os, og har han brug for sigøjnere til det, skal de være velkomne. Problemet er snarere, at de blev brugt så firkantet.
Lige så vel som instruktøren har kunstnerisk frihed til at inddrage eksotiske gæster i sin historie, har han en kunstnerisk forpligtelse til at gøre dem levende for os. Men Zlatko Buric med sin ømme, verdammte tand og sit cirkusdansk ender som et klovnenummer. Det bliver skuespilleren og ikke rollen, vi ser.
Vi har ikke set det sidste til Bornedals sigøjnere
'Marken er mejet' tager bestemt ikke skade af at få et skud balkanpunk til høstfesten, men bortset fra det stod det ikke klart, hvad serien vil med sin sigøjnertrup. Såvel Didirichs temperament, som Peter udlængsel og Inges retfærdighedssans kunne snildt og mere elegant være understreget uden.
Endnu er det dog alt for tidligt at konkludere noget eller at afskrive dem som et vildskud - politisk eller ej. Vi har ikke set det sidste til Bornedals sigøjnere, og måske rummer de en raffineret pointe, inden krigen er omme.
Det samme gælder med lidt held også seriens udskældte, nutidige rammehistorie, der heller ikke har vist os sin nødvendighed endnu. Sorte Claudia læser nu op af Inges dagbog, men hvorfor egentligt? Det klarede Inges fortællestemme jo selv i forvejen, og det middelmådige spil mellem Bent Mejding og Sarah Sofia Boussnina glæder ikke.
Læs også:
Stritter i flere retninger
Efter to timer stritter '1864' således i flere retninger, men man skal passe på ikke at lade åbne ender og ophedede debatter skygge for skønheden, der stadig løfter serien over vanligt niveau på stort set alle andre områder.
I billederne og lyd emmer '1864' også i anden omgang af kærlighed, grandiositet og varme med dens sommersol, syngende græshopper og mor Karens kridhvide vasketøj. Det er Inge, der husker tiden sådan, og hende, der med sin medfødte humanisme mindes sigøjnerne med ømhed.
Men i horisonten trækker krigens tordenskyer sammen. Forude venter blodet, der skal farve de hvide duge røde som Dannebrog, og fra det personlige erindringsbillede løfter Bornedal blikket og lader personernes udvikling reflektere den nationale mentalitet på flere planer.
Læs også:
Lidenskab og galskab
I aftenens afsnit gjaldt det lidenskaben, der går hånd i hånd med galskaben. Hos Monrad, der driver dæmonen ud med fru Heiberg stående på skjortebrystet i en nok en skøn scene. Hos Didrich, der fodrer sin indre dæmon med vinflasken, mens han knalder kvien og pisker sigøjnerknægten. Hos ministerpræsident Otto von Bismarck, der griner i mustachen og byder en rask lille krig mod Danmark velkommen i sine bestræbelser på at styrke Preussen. Og hos Laust, Peter og Inge, der trods en alder i starten af 20erne endnu ikke havde legemliggjort deres kærlighed.
Det gjorde de nu. Med udsigt til adskillelse kyssede Inge med begge drenge i morgengryet, men lå kun med Laust. Og dermed er også uskyldstabet og svigen begyndt. 'Skal der blive krig, så lad der blive krig', tordnede de høje hatte i Rigsdagen, og i skovbrynet bedrog de unge elskende lille Peter.
Læs også:
Historien kørt i stilling
Nu er der ingen vej tilbage for hverken kærligheden eller krigen. Og heller ikke for serien, der har brugt de første to afsnit til at køre den personlige som den politiske historie i stilling.
Herfra melder alvoren sig. Slesvig må erkende sin skæbne og blive dansk. 'I hvert et hjem, i hvert et hus, i hver en rønne sidder mødre og fædre med deres sønner parat til at give deres liv for Danmark', lovede Monrad uden at have taget mor Karen i ed. Også hendes sønner er nu indrulleret i hæren på baronens anbefaling. Her skal drenge blive til mænd og måske aldrig vende hjem igen.
Angsten og smerten er allerede ved at afløse glæden og håbet. Sablerne rasler, og snart får vi alle andet at bekymre os om end romaernes vandring og deres fordømte ømme tænder.
TV-drama, 1864 (2:8), DR1 søndag 20.00
