Charmian Carr sang sig i 1965 ind i alles hjerter med 'I Am Sixteen Going On Seventeen' i filmen 'The Sound of Music' som forlængst er blevet en evergreen. Nu er skuespilleren bag rollen som Liesl Von Trapp i mesterværket, der modtog fem Oscars, gået bort - 73 år gammel.

Det bekræfter The Sound of Music's officielle Twitter-kanal.

»Hun vil blive savnet for altid,« skriver filmselskabet 20th Century Fox, som stod bag filmen, i et tweet til at ære Charmian Carrs minde.

Skuespilleren gik bort i Los Angeles i lørdags efter længere tids kamp med en sjælden form for demens, som til sidst kostede hende livet, bekræfter hendes talsmand ifølge The Sun.

På de sociale medier strømmer det ind med kondolencer fra filmens mange fans over hele verden. Den sørgelige nyhed har især taget hårdt på de seks andre Von Trapp-børn fra 'The Sound of Music', som fik et så stærkt bånd under indspilningen, at de siden har betragtet hinanden som deres anden familie.

»Det er med stor sorg, at jeg må dele den tragiske nyhed om, at vores dyrebare og vidunderlige Charmian Carr, smukke Liesl (Von Trapp, red.), er gået bort,« siger Kym Karath, der spillede rollen som Gretl Von Trapp i filmen.

I anledningen af 'The Sound of Music's 50 års jubilæum sidste år fortalte Kym Karath, at skuespillerne bag de syv Von Trapp-børn har bevaret det stærke bånd også som voksne. Det bekræfter Ted Chapin, som er direktør for Rodgers & Hammerstein, selskabet bag det kæmpe filmhit.

»Det er altid trist, når et medlem af familien går bort, og når det drejer sig im 'familien' fra 'The Sound of Music', er det særlig trist, fordi det er det første medlem, som forlader os,« siger han.

Charmian Carr var 21 år, da hun spillede rollen som den ældste af Von Trapp-børnene i 'The Sound of Music', og ifølge Ted Chapin påtog hun sig også rollen som sine medskuespilleres storesøster, når kameraerne var slukkede.

»Charmian Carr spillede det ældste af von Trapp-børnene, og på en måde havde hun også den rolle i det virkelige liv, hvor hun guidede, støttede, hjalp resten af sine 'søstre og brødre' og i det hele taget var der for dem,« siger han.

Det lå ellers ikke i kortene, at Charmian Carr skulle blive skuespiller. Hun blev født i Chicago i 1942, men flyttede til Californien som 13-årig. Som college-studerende var hun med til auditionen og gjorde et så godt indtryk, at hun fik rollen som Liesl Von Trapp i 'The Sound of Music'. Her spillede hun blandt andre sammen med Julie Andrews and Christopher Plummer.

Efter den massive succes med filmen slog Charmian Carr sig ned som indretningsarkitekt i det sydlige Californien. Det med stor succes. Blandt kunderne var navne som Michael Jackson og Ernest Lehman - 'The Sound of Music's manuskriptforfatter.

Charmian Carr skrev også flere bøger om sine oplevelser og rollen som Liesl Van Trapp.

Hun efterlader sig to børn og fire børnebørn.