Ganske kort er 'The Fifth Estate' en småkedelig film om en række computernørder med sammensværgelses-teori-tilbøjeligheder, der tager sig selv alt, alt for alvorligt.

Det handler selvfølgelig om WikiLeaks-grundlægger Julian Assange, der forvandlede sig selv til øjeblikkelig cyber-'rockstjerne' , da han i 2010 via kæmpemedier som The New York Times, The Guardian og Der Spiegel offenliggjorde ikke færre end 400.000 tophemmelige amerikanske dokumenter om krigen i Irak.

Han afslørede bl.a. navne på spioner og hemmelige bag- og mellemmænd. Og mens både den amerikanske og den britiske regering, anså og stadig anser Assange som storforbryder og ditto-spion, mener hundredetusinde andre, at Assange var en vaskeægte helt.

Men uanset, hvilken gruppe, man hører til, er spørgsmålet: Er Julian Assange en over to timer lang biograffilm værd. Og efter at have set 'The Fifth Estate' er svaret: Nej, ikke rigtigt.

Imodsætning til 'The Social Network' om Mark Zuckerberg og facebook, kommer 'The Fifth Estate' aldrig rigtig ind under overfladen på Assange.

Ironisk nok er britiske Benedict Cumberbatch intet mindre end fremragende i hovedrollen som sin spøgelsesagtige landsmand. Men manustriptet er bare ikke stramt og dybdeborende nok. Og når filmen suser fra landet til land, så virker det mere som en overfladisk omend smuk rejseguide end en filmisk nødvendighed.

Instruktør Bill Candon og manuskriptforfatter Josh Singer undgår med vilje, at portrættere Assange som enten helt eller skurk - Det spørgsmål lader de være op til tilskueren.

Men dén finte fungerer desværre ikke efter hensigten. Og som førnævnte tilskuer føler man sig spist af med lidt for venligt og neutralt filmportræt, der hverken er fugl eller fisk. 

'The Fifth Estate', USA, 2013, Tre ud af seks stjerner