Først forsøger instruktør Alexander Paynes nye  film ’Downsizing’ sig som uforpligtende komedie. Så får det hele sociale over- og undertoner. Og til sidst falder filmen bare til jorden.

Som du  måske allerede har set i forfilm og tv-reklamer, er special effekterne i ’Downsizing’ fantastiske. Og historien om menneskehedens usikre fremtid kan da også godt sætte tanker i gang.
Men som filmværk er ’Downsizing’ en yderst blandet fornøjelse.

Skrump mig

Vi møder Paul og Audrey Safranek fra den amerikanske stat Omaha.
Paul og Audrey, der bliver spillet af ingen ringere end Matt Damon og Kristen Wiig, har svært ved at få økonomien til at løbe rundt.
Derfor går de frivilligt med til at blive skrumpet ned til godt 13 centimeter. Ikke alene skulle den teknik, der i filmen er blevet opfundet 15 år tidligere, få pengene til at strække lidt længere. Det skulle også være godt for samfundet og miljøet.
Men problemerne, der følger, er mange.

Hverken fugl eller fisk

For det første fortryder Audrey i sidste øjeblik. For det andet er mennesker fyldt med fejl, uanset om de er 13 eller 180 centimeter høje. Og for det tredje er det ikke alle, der er blevet skrumpet.
Og de ’små’ lever således i specielle områder, isoleret fra de ’store’.
Alt dette er med til at gøre Pauls liv til et helvede i miniformat. Og sammen med Pauls tilværelse mister filmen også komikken.
Idéen om et mini-samfund er selvfølgelig sjov nok. Og effekterne er som sagt flotte. Men ’Downsizing’ ved ganske enkelt ikke, hvad den selv vil. Og derfor ender filmen som hverken fugl eller fisk.