Anmeldelse: ’The Square’ - 5 ud af 6 stjerner
Den svenske instruktør Ruben Östlund sætter luppen på kunst- og kommunikationsverdenens hykleri i sin vinder af Guldpalmevinder – og det er både morsomt og ret foruroligende på samme tid.
Filmen indledes med, at hovedpersonen, museumsdirektør Christian, vågner bagstiv og skal interviewes af journalisten Anne, om det stockholmske X Royals næste udstilling. Han er dansk, hun amerikaner, og der analyseres kunst og flirtes (rollerne spilles fremragende af Claes Bang og Elisabeth Moss).
Christian holder efterfølgende tale ved en reception på museet, da de har modtaget en donation på 50 mio. kr., og her præsenterer han stedets seneste værk ’The Square’. En kunstinstallation med en lysende firkant – ’en frizone, hvor tillid og omsorg råder – i den har alle lige ret og forpligtelser’. Et billede på idealet om et humanistisk samfund, hvilket forstærker kontrasten mellem den elitære kunstverden og den voksende gruppe af hjemløse på gaden.
Östlund – der også har skrevet manuskriptet – klipper nemlig mellem det stilrene Stockholm, roma-tiggere og velgørenhedsorganisationers facere (budbringere) med deres: »Vil du redde et menneskeliv.«
Udstillingen skal ses af mange, så et ungt, smart PR-bureau er hyret, og her klæder Östlund ’kejseren’ helt af. Hvor langt vil man gå, for at noget går viralt. Hvor går grænsen?
Grin og ubehag
Vi er med, når Christian – sammen med assistenten Michael (danske Christopher Læssø) i sin Tesla er på ’fransk visit’ i forstadens beton-ghetto og når der festes på slottet. Med, når han har akavet sex og efterfølgende samtale med Anne. Med ham og døtrene til cheerleader-opvisning. Med ham i tvivlen, om der skal gribes ind, når der råbes om hjælp. Kort sagt følger vi Christians deroute fra populær til udskældt. Tilsat musik der bare matcher billederne.
Östlund (’Play’ og ’Force Majeure’) har lavet en ambitiøs og udfordrende, men også ret underholdende film, som får én til at svinge mellem grin og føle stor ubehag. Op i luften kastes emner som moral, krænkelseskultur, ytringsfrihed og selvcensur. Han lader scenerne ’tale’ og tage sin tid, og det er rart i en ellers hurtig verden.
Hovedprisen i Cannes til Östlunds mesterværk er fuldt fortjent.
5 ud af 6 stjerner
’The Square’, Sverige, 2017.
Instruktion og manuskript: Ruben Östlund.
Vinder af Den Gyldne Palme i Cannes 2017.
Premier over hele landet.
Se trailer: