Anmeldelse: 'Mens vi lever' - 5 ud af 6 stjerner

Brødrene Mehdi og Milad Avaz debuterer som henholdsvis spillefilminstruktør og manuskriptforfatter og er allerede blevet kaldt dansk films fremtid.

De iranskfødte brødre er begge autodidakte og har lavet deres første spillefilm uden om støttesystemet og for en tiendedel af, hvad en dansk film normalt koster.

Filmen, som er inspireret af en virkelig begivenhed, er en multiplot-fortælling, der følger syv mennesker, hvis skæbner flettes ind i hinanden på baggrund af en tragisk ulykke.

Sebastian Jessen spiller hovedrollen Kristian suverænt. Foto: SF Studios
Sebastian Jessen spiller hovedrollen Kristian suverænt. Foto: SF Studios
Vis mere

Vi følger den nyforlovede Kristian (Sebastian Jessen), der i dag arbejder som fisker i Hirtshals, men noget i fortiden tynger ham, og han må tilbage til hjembyen Helsinge (hvor Avaz-brødrene selv er opvokset), da hans ’erstatningsfar’ (Nicolas Bro) indlægges med prostatakræft.

Vi oplever gensynet med fortiden – de gamle venner fra gymnasiet, eks-kæresten Trine (Julie Christiansen) og ikke mindst Kristians ’erstatningsmor’ Hanne (Charlotte Munck) som nægter at tale med ham.

Historien fortælles i nutid og datid, og først halvvejs inde finder vi ud af, hvilken tragisk ulykke der har ændret så mange menneskers liv.

Tobias (spilles af Nikolaj Groth) har et crush på sin gymnasiekammerat, Sabine (Marie Hammer Boda). Foto: SF Studios  
Tobias (spilles af Nikolaj Groth) har et crush på sin gymnasiekammerat, Sabine (Marie Hammer Boda). Foto: SF Studios  
Vis mere

Der er skruet godt op for det melodramatiske, de store følelser og den følsomme klaver- og violin-musik (komponeret af selveste Bent Fabricius-Bjerre), men det er dejligt, og det virker. Man føler med dem alle hver især, og billeder, musik og skuespil er en ren fornøjelse.

Sorg og skyldfølelse

Udover de erfarne, gode skuespillere lyser ikke mindst de unge talenter i hænderne på Avaz-brødrene. Både Sebastian Jessens udseende og talent matcher Christian Bales og Nikolaj Groth (kendt som homo-sønnen i ’Rita’) og Julie Brochorst Andersen (som den klassiske ’bedsteven-drengepige’ Q, der er forelsket i Groths rolle Tobias), brænder godt igennem. Det samme gør smukke Marie Hammer Boda som Tobias’ gymnasie-crush, Sabine.

Charlotte Munck spiller Kristians ’erstatningsmor’ Hanne gribende. Foto: SF Studios 
Charlotte Munck spiller Kristians ’erstatningsmor’ Hanne gribende. Foto: SF Studios 
Vis mere

Avaz-brødrene har lavet en fantastisk film om sorg og skyldfølelse – men også om kærlighed og familie. De brødre bliver svære at stoppe. Om de »vinder en Oscar inden for to år«, som de selv dejligt provokerende siger, vil tiden vise. I første omgang et vildt positivt første møde med The Avaz Brothers og deres selskab Rocket Road Pictures. Så fem stjerner til en imponerende debut.

5 ud af 6 stjerner
'Mens vi lever', Danmark, 2017.
Instruktør: Mehdi Avaz. Manuskript: Milad Avaz.
Premiere over hele landet.
Se trailer: