Før filmen gik i gang, spurgte jeg mig selv: ’Hvorfor har de genindspillet ’Lara Croft: Tomb Raider’. Angelina Jolie var jo perfekt’. Efter filmen var slut, lød spørgsmålet stadig: ’hvorfor?’

Selvom svenske Alicia Vikander virkelig lægger sig i selen og gør sit stakåndede bedste som den stenrige eventyr-arving Lara Croft. Og selvom computereffekterne selvfølgelig er ufattelig flotte, så kan 2018-versionen bare ikke helt hamle op med originalen fra 2001.

Her lagde hverken Angelina Jolie eller filmens instruktør skjul på, at historien oprindeligt kommer fra et computerspil.
Det var således både kitsch, sjovt og (overlagt) småfjollet, når Lara Croft rensede ud i junglen og gav ’gammelfar’ Indiana Jones kamp til stregen. Og 2018-versionens overlagte forsøg på at gøre tegneserie-heltinden mere realistisk og sårbar eliminerer for meget af det skønne fis og ballade, der gjorde originalen god.

Men i denne del af branchen er det som bekendt den almægtige dollar, der styrer skuden. Og derfor har Hollywood forlængst specialiseret sig i mere eller mindre blodfattige versioner af alle de ’gamle’ film, der allerede én gang har givet jackpot ved billetlugen.

Få og små overraskelser

Og selvom handlingen selvfølgelig ikke er 100 procent kopieret fra Jolies original, så er de handlingsmæssige overraskelser få og små ... ja, nærmest ligegyldige.

I nutidens stressede London arbejder Lara Croft som cykelbud med navigationsevner lidt ud over det sædvanlige.

Hun nægter at indkassere arven fra sin (formodentlig) afdøde far Lord Croft (spillet af Dominic West). Og når Lara rejser ud i det ukendte for at genskabe den sidste halsbrækkende mission, der (tilsyneladende) kostede farmand livet, så er det ikke kun for at finde den sagnomspundne japanske gudinde, men også for at finde faderen '.

’Tomb Raider’ anno 2018 er effektiv, men også lidt kølig underholdning. Hvis du også vil have lidt varme og sjov med i mikset, så kan originalen fra 2001 stærkt anbefales.