Filmanmeldelse: ’The Big Sick’ - 4 ud af 6 stjerner

Det pakistansk-amerikanske ægtepar Kumail Nanjiani og Emily V. Gordon har skrevet manuskriptet til den romantiske komedie ’The Big Sick’.

Filmen handler om de kultursammenstød, de røg ind i, da de hovedkulds forelskede sig i hinanden.

For kærlighed er ikke altid nem, når den ene turteldue er fra en traditionel muslimsk-pakistansk familie og den anden fra en ærkeamerikansk af slagsen.

Kumail (Kumail Nanjiani himself) og Emily (Zoe Kazan) mødes i en standup-klub, hvor han uden meget held forsøger sig som stand-up-komiker. Hun er gæst, der prøver at komme ham til undsætning med et par opmuntrende tilråb, som desværre hyler usikre Kumail helt ud af den.

Emilys forældre spilles af Holly Hunter og Ray Romano. Foto: Scanbox Vis mere

Nuvel, sød musik opstår alligevel, og de ender med at spendere en nat sammen. Hun er en frigjort og ambitiøs amerikaner, der læser psykologi, han er en rodløs pakistansk indvandrer, der famler lidt rundt.

Forældrene har opgivet drømmen om, at Kumail skal blive læge. Han prøver at bilde dem – og sig selv – ind, at han en dag vil begynde at læse jura og måske ende som advokat, som er forældrenes næstbedste ambition på sønnens vegne.

Og så forventer alle – inkl. Kumail selv – at han en dag vil gifte sig med en muslimsk-pakistansk kvinde. De ihærdige forældre præsenterer ham et hav af potentielle kvinder med den helt rigtige baggrund for ham.

Aktuel og sød komedie

Så ingen fremtid for Kumail og Emily – det er bare et uforpligtende one-night-stand. Men kærlighedens veje er jo uransaglige – og da Emily pludselig bliver alvorligt syg, ja så …

Resten må man i biffen for at finde ud af …

'The Big Sick' er en autentisk komedie, der sætter spot på reelle kultursammenstød. Foto: Scanbox Vis mere

Men en aktuel og sød komedie, der rammer en vaskeægte og central problematik.

At filmen så er lige lovlig lang, ikke helt styrer uden om alle klicheerne, og at Kumail måske er blevet lidt for gammel til at spille sig selv som ung, tja – det kan man godt bære over med.

Zoe Kazan spiller Emily, og det gør hun så godt, at man savner hende i de lange passager, hun på grund af en koma-tilstand er skrevet ud af filmen, og Kumail i stedet skal forholde sig til hendes forældre Terry (Ray Romano) og Beth (Holly Hunter).

Men en autentisk komedie, der sætter spot på reelle kultursammenstød.

4 ud af 6 stjerner
’The Big Sick’, USA, 2017.
Drama-komedie.
Premiere over hele landet.