Anmeldelse. 'Call Me by Your Name' - 5 ud af 6 stjerner

Er der noget sværre end den første store, ægte kærlighed og især hvis den nærmest er umulig fra begyndelsen?

Den italienske instruktør Luca Guadagnino har lavet en smuk filmatisering af André Acimans novelle, hvor tidens store talent og stjerneskud Timothée Chalamet leverer en fantastisk skuespilpræstation.

Året er 1983, og vi er i Norditalien, hvor den sofistikerede 17-årige Elio tilbringer ferien i familiens lækre villa. Ferien går med at læse, spille på instrumenter og ellers nyde ungdommens nysgerrighed og ubekymrede tilværelse, hvor alt er nyt, skal prøves og man tror, man ved alt.

Man kan nærmest mærke den sveddryppende, lummervarme italienske sommer. Foto: UIP
Man kan nærmest mærke den sveddryppende, lummervarme italienske sommer. Foto: UIP
Vis mere

Elios far (godt spillet af Michael Stuhlbarg) er arkæolog og professor og har hver sommer en amerikansk studiemedhjælp boende. 24-årige Oliver ankommer og skal bo på Elios værelse, så han rykker ind på et mindre, men de skal stadig dele badeværelse, og Elio følger Olivers færden.

Armie Hammer passer perfekt som den selvsikre, maskuline, unge, smukke mand som Elio betages af.

Lacoste, sejlersko og Ray-Ban-solbriller. Året er 1983, og vi er i Norditalien, hvor den sofistikerede 17-årige Elio tilbringer ferien i familiens lækre villa. Foto. UIP
Lacoste, sejlersko og Ray-Ban-solbriller. Året er 1983, og vi er i Norditalien, hvor den sofistikerede 17-årige Elio tilbringer ferien i familiens lækre villa. Foto. UIP
Vis mere

I første omgang irriteres Elio af Olivers lettere arrogance og selvsikkerhed og især hans ’ses senere’, som han afslutter hvert møde med. Men deres venskab udvikler sig, og til trods for, at Elio oplever sin første elskov med den lokale pige Marzia, og Oliver dater en pige fra landsbyen, vokser følelserne mellem de to.

Guadagninos smukke billeder, langsomme tempo og skuespillernes fantastiske præstationer får én til helt at mærke intimiteten mellem de to forelskede i den sveddryppende, lummervarme italienske sommer.

’Call Me by Your Name’ er meget mere end en ’Coming of age’-film (dannelsesfilm) om en ung mands forelskelse i en lidt ældre af samme køn, for den har så mange lag og nuancer. Foto: UIP
’Call Me by Your Name’ er meget mere end en ’Coming of age’-film (dannelsesfilm) om en ung mands forelskelse i en lidt ældre af samme køn, for den har så mange lag og nuancer. Foto: UIP
Vis mere

Glæde, vrede og hjertesorg

’Call Me by Your Name’ er ikke kun en ’Coming of age’-film (dannelsesfilm) om en ung mands forelskelse i en lidt ældre af samme køn, for den har så mange lag og nuancer. Den beskriver på fineste vis universelle følelser om venskab, den første store kærlighed, forvirring, glæde, vrede og ikke mindst hjertesorg.

Elio oplever sin første elskov med den lokale pige Marzia, men følelserne for Oliver vokser og han bliver hans første store kærlighed. Foto: UIP
Elio oplever sin første elskov med den lokale pige Marzia, men følelserne for Oliver vokser og han bliver hans første store kærlighed. Foto: UIP
Vis mere

Unge Timothée Chalamet er fuldtfortjent Oscarnomineret for sin hovedrolle og filmen som årets bedste.

Dog kunne man godt have ønsket sig, at den første store film om homoseksuel kærlighed siden ’Brokeback Mountain’ (2005), ikke igen, igen handlede om umulig kærlighed.

5 ud af 6 stjerner
'Call Me by Your Name', USA, 2017.
Instruktør: Luca Guadagnino.
Premiere over hele landet.
Se trailer: