Det mest overraskende ved ’Death Wish’ anno 2018 er, at den slet ikke er så ringe, som man kunne frygte.

Og som den sorgramte kirurg, Paul Kersey, der efter mordet på konen tager loven i egen hånd, er Bruce Willis ligefrem god.
Ja, miraklernes tid er ikke forbi.

Ligesom i den orginale 1974-film, hvor det var Charles Bronson, der rensede ud i New York, er handlingen og moralen selvfølge både urealistisk og direkte frastødende.
Men årtier efter Rambos og Dirty Harrys storhedstid, strømmer vi stadig i biografen for at se selvtægtsfarmand, Liam Neeson sparke forbryderrøv. Og i ’Death Wish’ (2018) fortsætter Willis blot den guldrandede Hollywood-tradition.

Loven i egen hånd

I 2018-versionen er ’Death Wish’ flyttter fra Manhattan til USAs nyeste volds-centrum, Chicago, der sidste år kunne ’prale’ med godt 750 mord.
Bruce Willis’ super-kirurg bliver uventet kaldt på overarbejde. Og derfor er datteren og konen alene, da de efter en middag ude i byen overrasker nogle ualmindelige gustne typer, der er i fuld sving med at plyndre familiens store hus i en af storbyens luksus-forstæder.

Konen dræbes og datteren, der netop var blevet optaget på universitetet i New York, ender i koma.

Politiet er på bar bund men fulde af forståelse og broderen Frank (Vincent D’Onofrio, 'Law and Order') gør sit bedste for at støtte den sorglammede læge.
Men ligesom Bronson, mister Vores anti-helt til sidst tålmodigheden. Og hvis politiet ikke kan finde de skyldige, så gør Paul Kersey det bare selv.
Med ’Saw’-mester Eli Roth som instruktør, er ’Death Wish’ selvfølgelig både brutal og bloddryppende. Men handlingen holder. Og først til allersidst giver manuskriptforfatteren tilsyneladende helt op. Og ’Death Wish’ ender med et ulogisk voldsorgie, der bedst kan beskrives som våbenlobbyens allervådeste drøm.