Anmeldelse: ’Vores vingård i Bourgogne' - 4 ud af 6 stjerner

Cédric Klapisch har skrevet og instrueret et meget seværdigt, men også ret ufarligt familiedrama på landet i det billedskønne Frankrig.

Vi er i Bourgogne, hvor generationer har levet af vinproduktion og de skiftende årstider følges på kludetæppet af marker, der opdeler landskabet på kryds og tværs.

Helt sikkert guf for vinentusiaster, men også et lærerigt indblik i vinproduktion for os andre. Foto: SF-Studios
Helt sikkert guf for vinentusiaster, men også et lærerigt indblik i vinproduktion for os andre. Foto: SF-Studios
Vis mere

Ældstesønnen Jean vender hjem efter 10 år ’på flugt’ fra egnen, familiens vingård og især faderens dominans. Men da det faderlige ophav ligger for døden, har Jean efterladt kæreste, søn og egen vinproduktion i Australien.

Hans to yngre søskende, Juliette og Jérémie, har i mellemtiden begravet deres mor, passet den syge far og ikke mindst stået for produktionen af vinen. Men de har også manglet og savnet deres storebror.

Når høsten er i hus - så skal der festes. Foto: SF-Studios
Når høsten er i hus - så skal der festes. Foto: SF-Studios
Vis mere

Vin strømmer gennem årerne på de tre søskende, og vi oplever deres opvækst på slægtsgården, hvor de i en meget tidlig alder lærte vinens kunst – eksempelvis når faderen udviklede børnenes dufthukommelse med blindsmagning.

Guf for vinentusiaster

Arveproceduren i Bourgogne dikterer, at alle søskende skal arve lige, og vingården er vurderet til seks millioner euro, så medmindre de ønsker at sælge, skal de skaffe en halv million i arveafgift.

Så udover at skulle finde hinanden igen som søskende-trekløveret, opstår der også nogle heftige diskussioner, for Jean er jo på vej tilbage til sit liv i Australien, mens lillebror Jérémie er gift, lige blevet far og ligger under for sin rige vinbonde af en svigerfar, så hele den fremtidige vinproduktion lægges i søster Juliettes hænder.

Instruktøren Cédric Klapisch (bagerst) sammen med de tre skuespillere Pio Marmaï (Jean), Ana Girardot (Juliette) og François Civil (Jéré). Foto: SF-Studios
Instruktøren Cédric Klapisch (bagerst) sammen med de tre skuespillere Pio Marmaï (Jean), Ana Girardot (Juliette) og François Civil (Jéré). Foto: SF-Studios
Vis mere

Et familiedrama uden de skarpe kanter og traumer, men en dejlig feel-good-movie. Guf for vinentusiaster og et lærerigt indblik i vinproduktion for os andre – indrammet i smukke billeder, godt skuespil i ’meget franske omgivelser’, hvor kærlighed sammenlignes med vin, da begge jo skal have tid.

4 ud af 6 stjerner
'Vores vingård i Bourgogne', Frankrig, 2017.
Drama. Originaltitel: 'Ce qui nous lie'
Instruktion: Cédric Klapisch.
Premiere i udvalgte biografer.
Se trailer: