Assad er begyndt at male førerbunkeren gul i kælderen under Politigården, men tro ikke, at lyset og glæden af den grund er ved at trænge ind på Carl Mørck og resten af Afdeling Q. Tværtimod.

To år er gået siden vi sidst hørte fra Danmarks mest desillusionerede efterforsker, der er mere ensom end nogensinde, både i rækkehuset i Rønneholtparken og på jobbet, hvor han sidder halvsovende med fødderne i skrivebordsskuffen og en smøg i kæften, mens han forsøger at holde nok en møgsag fra livet.

Og så falder den selvfølgelig lige ned i skødet på ham. En udslidt landbetjent fra Bornholm skyder sig en kugle for panden, umiddelbart efter at Mørck har afvist at høre på ham, og modstræbende trækkes Carl og co. derfor til solskinsøen og en sag så tør og død som et 17 år gammelt trafikdrab.

Den gamle kværulant

Kun den nu afdøde lokalbetjent insisterede på, at der lå mere bag end en tilfældig flugtbilist, men uden et eneste håndgribeligt bevis, havde kolleger og familie for længst opgivet at lytte til den gamle kværulant. Det letteste for alle ville da også være at lade sagen ligge. Men så kender de alligevel ikke Mørck, når han lugter blod, i Rønne.

Sidst vi hørte fra Afdeling Q var det med korrupte embedsmænd, internationale gangstere og professionelle tiggerbander i ’Marco Effekten’, der rullede det helt store thrillerplot ud. Denne gang er historien mindre i omfang, men stærkere i intensitet. Og selv om vi både kommer omkring Jamaica, London, Öland og hver en afkrog af Bornholm, er fokus centreret om Mørck, Assad, Rose og en stor stak støvede papirer. Det føles næsten som at komme hjem.

’Den grænseløse’ er mindre konstrueret end sin forgænger. Det virker som om, den har været en fornøjelse at skrive for Jussi Adler-Olsen. Og selv om sproget især i første halvdel er lidt fladt, selv om Assads efterhånden umotiverede misforståelser af danske vendinger er noget trivielle, og selv om hans utallige kamelvittigheder er en pukkel, man skal over, så er der både mere lune og flere følelser i fortællingen denne gang. Samt selvfølgelig alt, hvad vi forventer fra forfatteren af sprudlende drama, gru, håb, brutalitet og en formidabelt tiltagende spændingskurve.

Adler-Olsen er virkelig god til at folde sin historie ud i flere tråde, hvor Mørcks del sætter den traditionelle stemningsmættede krimi, mens sidehistorierne leverer thrillerspændingen. Det er her, folk er i fare for at dø, mens Carl roder rundt i gamle arkiver.

Vores stakkels antihelt

Det giver ikke alene en superb suspense, hvor vi knytter trådene længe før vores stakkels antihelt, men det giver også en fortælling, der bevæger sig i flere tempi, for så at eskalere, når de to verdner endelig mødes. Og den struktur fungerer bedre end nogensinde i ’Den grænseløse’. De sidste 150 sider er ren dynamit.

En ekstra lille genistreg

Og så rummer opdelingen endda endnu en lille genistreg denne gang. For mens Carl render hovedet mod muren i den gamle bornholmersag, handler parallelhistorierne om alternativ behandling, asatro og en solforgudende og kvinderforførende guru. Det giver god plads til Adler-Olsens sarkastiske humor, men det giver ham også muligheden for at sætte Mørck overfor lyset og solen.

Selv kælderens koldeste kyniker må sande, at der er mere mellem himmel og jord, og hverken han, Rose eller Assad går umærkede forbi deres møde med pendulering og hypnose, der i tilgift får rodet op i de gamle personlige historier om hemmeligheder, skjulte identiteter, skyldfølelse og sømpistoler.

Så elegant kan det alternative og det traditionsbundne gå hånd i hånd. Det er overraskende, underholdende og djævelsk godt skruet sammen af Jussi Adler-Olsen. Glæd jer.

Jussi Adler-Olsen - ’Den grænseløse’, 5 ud af 6 stjerner