Uklarheder og fejl i Forbrydelsen skabte søndag aften røre på Facebook og i BT's mailboks.

Det handler om Sarah Lunds færden rundt i det københavnske S-togs-net.

- Hej Sarah Lund. Hvis du står på Nørreport og tager A-toget mod Farum, kan du ikke stå af på Ny Ellebjerg. Hvis du tager F-toget, kan du ikke komme af på Vesterport. Kh Rejseplanen, skriver en Facebook-bruger.

- Jeg kan bl.a. afsløre, at linie A ikke kører til Høje Taastrup og at linie F ikke stopper ved Vesterport. Og gad vide hvad det er for en stige, der går fra Vesterport til Gammeltorv, skriver en anden. 

Lidt fakta fra aftenens afsnit: Sarah Lund skal som led i en større operation medbringe en taske med ti mio. kr. til manden, der har kidnappet pigen Emilie.

- S- toget kl. 17.23 linie A mod Farum. Tag den, siger kidnapperen i telefonen som forklaring til Sarah Lund.

Senere ser vi Sarah og Borch stige ind i et S-tog på Nørreport.

Det næste vi hører i telefonen fra kidnapperen er dette:

- Du skal stå af ved Ellebjerg station og tage linie F fra spor 3. Du har to minutter.

Endelig lyder det på et tidspunkt på politiets interne kommunikationslinje:

- Lund og Borch kører mod Høje Taastrup i retning mod Ny Ellebjerg.

Bt.dk har grundigt dissekeret aftenens afsnit, og er nået frem til den konklusion, at der formentlig mangler en enkelt scene. Den kan være røget ud i klipningen.

Lidt opklaring: For det første findes der ikke en s-togs station ved navn Ellebjerg. Man må formode, at der menes Ny Ellebjerg. Den ligger ganske rigtigt på linje A. Men i retning mod Køge. Altså den stik modsatte retning af den, Lund bevæger sig i. Det er forvirrende for tv-seere, der også er brugere af det københavnske s-togsnet.

Det er rigtigt, at Linie F har endestation i Ny Ellebjerg.

Det er til gengæld rigtigt, som kritikerne anfører, at det er principielt er noget vrøvl, at Lund og Borch kører mod Høje Taastrup. De kører jo mod Køge. Må man formode.

En meget krakilsk betjent med tre ugers overarbejde og en hektoliter kaffe i blodet kan med rette sige: 'Gu kører de i retning mod Høje Taastrup. De kører jo også med retning mod Rom. Og Trankebar'.

Lidt senere i afsnittet står Sarah Lund af ved Vesterport. Hun ér altså begyndt at bevæge sig mod syd.

Konklusionen: Der mangler en scene, hvor Sarah Lund stiger ud af toget på vej mod Farum. For derefter at skifte til det sydgående tog på A-linjen mod Køge.

Det er i øvrigt også helt rigtigt, som Facebook-brugeren skriver, at man ikke kan stige op ad en stige fra Vesterport og ende på Gammel Torv med udsigt til Byretten.

Det sidste vil vi dog her i bt.dks 'Departement for analyse af brugen af det københavnske s-togsnet i Forbrydelsen' mene falder indenfor den kunstneriske frihed.

Bt.dk forsøgte søndag aften forgæves at komme i kontakt med DR's presseafdeling for at få udredet trådene.

PS: En enkelt læser har sendt os en mail:

- A-linjen går sgu ikke til Farum, men til Holte og Hillerød.

Men vi må lade DR, at den er god nok. Hillerød-Køge-linjen var i mange år A-linjen. Men de sidste fem år har Farum-Køge-linjen haft titel af A-linjen. Det blev lagt om og ændret i 2007.