Filmanmeldelse: 'Far til fire på toppen' - 4 ud af 6 stjerner
Far til fire er tilbage med et helt nyt hold (5. generation) – inkl. en ny Lille Per og instruktør – og alt er heldigvis ikke som det plejer.
ASA Film og instruktør Martin Miehe-Renard har klogeligt valgt, at gøre den 18. film i rækken af den ikoniske serie til en rigtig familiefilm og ikke blot en Lille Per-film hvor den blåøjede krøltop altid redder det hele.
Hele familien er blevet opdateret, Far er knap så naiv, Per har smidt sin bedreviden og den strikkede 1950er T-shirt og er igen blevet charmerende, væk er Onkel Anders’ Peter Malberg-
kopi og stemme, han er i stedet blevet en slags excentrisk hipster med yogamåtte, som dyrker tai chi, og Søs er endda blevet mørkhåret.
Udflytning til provinsen
Vi begynder dog traditionen tro i Blomstervænget og hører, at Fars job skal udflyttes til provinsen, men ungerne vil ikke flytte, så det gælder om at skaffe Far et nyt bogholderjob. Der sendes mange ansøgninger, og endelig er der bid, så Far skal til jobsamtale - med det lille store problem, at kontoret ligger på 27. etage og Far lider af svær højdeskræk.
Resten af filmen går så med, at Far på forskellig og charmerende vis skal kureres for denne skavank, så han kan få jobbet og familien blive boende. Familieflokken tager derfor til Norge, hvor Søs’ kæreste Peter skal konkurrere i triatlon, for der er jo højder i Norge.
Forinden er Søs blevet lidt jaloux på Peters træningspartner Emma – som bror Ole derimod er ret betaget af, ja, han bliver nærmest paralyseret, hver gang han ser hende.
Brygmann forfremmet
Mie og Ole udfordrer stadig hinanden konstant, og det kommer der nogle vilde stunt ud af, og Per og onkel Anders koncentrerer sig om at helbrede Far og forsøger sig med både hypnose, eksponeringsterapi og ’mentol samtale’ (som Lille Per kalder det).
Det er et godt valg endelig at forfremme Martin Brygmann fra forskellige biroller i serien til rollen som far. Brygmann bærer med succes en stor del af filmen. Fru Sejersen holder enten pause eller er helt droppet, og de forudsigelige slemme og kriminelle – oftest to tåbelige tyveknægte – er skiftet ud med Emmas mor Louise, som gør alt for at lægge an på Far. Spillet tilpas beregnende og egoistisk af Anne Sofie Espersen.
De nye kendis-børn spiller også ret okay, sangeren Szhirleys søn Elton er charmerende som Lille Per, skuespilleren Anne Louise Hassings søn Mingus er god som den forelskede Ole, og filminstruktøren Anne-Grethe Bjarup Riis’ datter Yrsa er okay som Louises datter og Emmas lillesøster. Josefine Lindegaard spiller sportspigen Emma.
Knap så udpenslet
Søs og kæresten Peter spilles fint af Coco Hjardemaal og Lukas Toya, og rollen som Mie spilles også godt af Laura Lavigné Bie-Olsen. Ikke mindst står Thomas Bo Larsen for den smarte lille, men stærkt tiltrængte forvandling af ’den helt nye’ Onkel Anders, som er både sjov og anderledes og ikke længere bare pinlig. I en cameo (gæsteoptræden) ses kort internetfænomenet Adam og Norah.
Faktisk er de nye ansigter ret gode, skuespil og historie meget bedre end forventet – lidt forudsigeligt, ja, selvfølgelig – men der tales ikke nær så meget ned til børnene som tidligere, og humor og fortælling er knap så udpenslet. Alt i alt er der pustet frisk og stærkt tiltrængt ny luft i ’Far til fire’-serien, som jo unægtelig fortsætter nogle år endnu.
Det er god vinterferie-underholdning i øjenhøjde.
4 ud af 6 stjerner
'Far til fire på toppen', Danmark, 2017.
Instruktør: Martin Miehe-Renard.
Premiere over hele landet.
Se trailer:
