Der er bare ting, man ikke ændrer ved 'Forbrydelsen'. Kriminalsagen er ny hver gang - men Sarah Lund er den samme. Iført en islandsk sweater, praktiske sko og en alvorlig mine løser hun mordgåder og jagter forbrydere. 

Men det var ikke den oprindelige plan med tredje sæson.

Hendes overordnede - ikke politikommisær Brix, men 'Forbrydelsen's tv-bosser - ville nemlig have tredje sæsons mere følsomme og personlige Sarah Lund i et par feminine stiletter.

Og specielt det med forbryder-jagterne var lige ved at blive for meget for den erfarne skuespiller. Det afslører hun, ifølge Huffington Post, i et interview med Radio Times.

- Det fungerede bare ikke. Den første scene hvor jeg skulle løbe - en jagt-scene - faldt jeg. Altså virkelig virkelig virkelig faldt, siger den danske Sofie Gråbøl til det britiske magasin.

- Du kan ikke løbe i høje hæle. Det var latterligt. Så vi gik tilbage til de flade sko, siger hun.

I samme interview fortæller hun, at producerne havde planlagt at filme en sweater-løs tredje sæson. Men efter to episoder, gav de op.

- Vi kunne ikke slippe godt fra ikke at have en sweater. Det var traumatisk at vælge en sweater til tredje sæson. Det tog os evigheder at finde ud af, hvilken sweater, vi ville have, siger Sofie Gråbøl, der selv har været med til at vælge sine mange striktrøjer.

I et interview med tvtid fortæller DRs dramachef, Piv Bernth, at det var skuespilleren selv, der fik overtalt kostumieren til at iføre Sarah Lund den blå udgave af sweateren fra første sæson.

- Sofie havde et ønske om at komme væk fra den traditionelle sort-hvide sweater, og da tredje sæson indeholder mere følelse og personhistorie end de foregående sæsoner, passede det meget godt med lidt mere farve, siger hun til tvtid.