Fem stjerner til Nils Malmros’ meget personlige film 'Sorg og glæde'
Det er svært at forestille sig en mere personlig film end Nils Malmros’ ’Sorg og glæde’. I uger, ja i måneder op til dagens premiere har man kunnet læse om tragedien i vinteren 1984, da Malmros’ kone i en psykose dræbte parrets ni måneder gamle datter. Og om hvordan kærligheden bar dem igennem sorgen.
Det virker næsten umenneskeligt at skulle formidle en så personlig og smertelig historie til et bredt publikum. Men Malmros har alle dage taget udgangspunkt i sit eget liv, og med ’Sorg og glæde’ har han ikke blot skabt et stærkt bevægende og vedkommende drama, men også et værk, der perspektiverer hans øvrige film og nærmest fuldfører instruktørens personlige dannelsesrejse. Er det ikke hans bedste film, så er det utvivlsomt hans vigtigste.
Jakob Cedergren spiller afdæmpet og intenst Malmros’ alter ego, filminstruktøren Johannes, og det er entydigt hans version af historien, vi ser og hans sandhed, vi får, fra det øjeblik han en februaraften kommer hjem til villaen i Aarhus-forstaden Højbjerg og forstår, at katastrofen er sket.
Vi følger ham fremadrettet i månederne efter, i hans kamp for at få sin kone Signe (stærkt og sårbart spillet af Helle Fagralid) tilbage til livet. Og i tilbageblik, efterhånden som han fortæller retspsykiateren (Nicolas Bro) om deres forhold sammen.
Ikke i følelsernes vold
Han skåner på ingen måder sig selv, Malmros, men ’Sorg og glæde’ er ikke en film i følelsernes vold. Vi får ingen familielykkelige scener med den lille baby. Vi ser ikke drabet på hende, og kun i en enkelt scene, da hun er borte, slipper instruktøren gråden løs. Vi behøver den ikke for at blive grebet til tårer af filmens alvor, men en del af forklaringen er også, at Johannes ræsonnerer sig gennem sorgen.
I scene efter scene ser vi ham som den intellektuelle æstet, der dominerer den simple skolelærerinde. Som narcissisten, der soler sig i flirten med sin teenage-unge skuespiller, vel vidende at det gør Signe jaloux. Og som den pligtopfyldende perfektionist, der ikke kan lade sine opgaver ligge, selv om han kan se, at hans kone får det dårligere.
Et skær af lykke
På samme måde dominerer det pligtopfyldende og forklaringerne, da ulykken er indtrådt. Johannes gør sig hård, da resten af verden krakelerer. Signes overlevelse og deres ægteskab bliver et projekt, han påtager sig.
’Vi kan godt sige, jeg var forelsket’, siger Johannes, da retspsykiateren spørger om deres forhold, men kærligheden er først noget, der vokser frem senere, og som i og for sig ligger udenfor filmens historie.
Vi må tro på, at det er kærligheden, der læger sårene, fordi Johannes siger det. Og fordi Malmros siger det. Og derfor får vi også filmens sidste scene, hvor Johannes ligger i sengen 26 år senere med sin Signe, der beder ham lave den film, vi netop har set. ’Det er min gave til dig, at du skal lave den film’, siger hun, og først her, efter 100 minutter, sætter underlægningsmusikken ind og giver et skær af lykke.
Havde ’Sorg og glæde’ været ren fiktion, havde den slutning været for meget. Men for Malmros er den nødvendig. For det er gaven fra hans hustru Marianne, der fuldender ham som instruktør.
Forbindes på smukkeste vis
Det er besværgelsen af den modne kærlighed, der trodser og overvinder ungdommens usikre forelskelser, jalousien og afmagten i film fra ’Kundskabens træ’ til ’Kærlighedens smerte’ - og forbinder dem alle på smukkeste vis.
Og således bliver ’Sorg og glæde’ også Nils Malmros’ gave til os. Den sidste af slagsen, for der er ikke flere film tilbage i ham, har instruktøren sagt. Og selv om man kan håbe, han skifter mening, vil han alligevel have ret. Hvad der end måtte følge, kan næsten kun være, appendiks til et enestående helstøbt livsværk. Malmros er nået frem.
'Sorg og glæde', drama, 5 ud af 6 stjerner
