Da Rolf Sørensen blev annonceret som deltager i efterårets udgave af ’Vild med dans’, begyndte de første morsomme bemærkninger at tikke ind på internettet.

I 2013, da makkerparret Peter Falktoft og Esben Bjerre huserede på P3 med programmet ’Monte Carlo’, kørte de den ironiske ’Rolf er ren’-kampagne, der i sidste ende fik den tidligere cykelstjerne til at indrømme sit dopingmisbrug tilbage fra 1990’erne.

Nu skal Rolf Sørensen ud på dansegulvet fredag efter fredag i den bedste sendetid, og man kunne forestille sig, at den gamle sætning blusede op på ny, som da Monte Carlo-drengene fik gejlet en sms-stemning op i ’Vild med dans’ omkring fodboldikonet Allan Simonsen. Og det er noget, Rolf Sørensen har tænkt over.

»Ja, det kommer sikkert igen,« griner han.

»Men nu er jeg forberedt og ude over den problematik, der var dengang. I bakspejlet var det måske også en god ting, det der skete med’ Monte Carlo’-drengene, og jeg ved, at Peter Falktoft er en af mine største fans, så  det ser jeg ikke som noget problem.«

Hans dansepartner Karina Frimodt tilføjer, at det måske ligefrem kan blive en fordel i konkurrencen at have lidt ironiske seer-hype på sidelinjen.

»Det kan være, vi skal få sat noget i gang,« griner hun.

»Vi får i hvert fald brug for alle de sms-stemmer, vi kan. Det er helt sikkert,« smiler Rolf Sørensen.