- Man plejer jo at sige, at mor og barn efter omstændighederne har det godt. Og jeg vil sige, at far og barn efter omstændighederne har det utrolig godt, siger tv-vært Emil Thorup til bt.dk ovenpå gårsdagens tv-eksperiment.

Her blev han og medvært Thomas Skov på live-tv udsat for de samme smerter, som er gravide kvinders lod i livet. Veer, som bare bliver større og større, længere og længere i varighed. Indtil babyen er kommet til verden.

- Jeg var glad for, at jeg ikke var bedre forberedt. For så havde jeg stresset endnu mere over det, indrømmer Emil Thorup blankt og tager i den grad hatten af for kvindekønnet ovenpå tv-eksperimentet, som blev sendt på DR3.

- Jeg har altid haft et positivt syn på kvinder. Men det her giver lige en ekstra facet. Tænk at de gider gennemgå det og er i stand til at elske det lille barn bagefter, siger Emil Thorup, som for tiden er single, men havde taget sin bedste - højgravide - veninde gennem 10 år med i udsendelsen og indrømmer, at det gav lidt ekstra forståelse for, hvad hun og andre kvinder skal igennem af smerter.

- Så jeg føler mig bedre rustet til den dag, jeg forhåbentlig selv skal have børn, siger han.

Emil Thorup er dog meget overrasket over, hvor godt han har det dagen derpå. Han havde forventet, at hele hans krop ville være mørbanket ovenpå smertehelvedet.

- Thomas har langt mere ondt i kroppen i dag. Sikkert fordi han havde sværere ved at slappe af i veerne. Jeg er nok blev honoreret med mindre repressalier her dagen efter, fordi jeg gik ind i smerten, forklarer Emil Thorup, som havde en rigtig god grund til at gå ind i smerten.

Meget hurtigt tog han nemlig imod tilbuddet om at få lattergas under veerne.

- Hold kæft hvor var det sjovt, griner han.

- Det har jeg ikke prøvet siden skoletandlægen i folkeskolen. Men jeg blev også ret hurtigt så afhængig af det, at jeg nærmest glædede mig til næste ve. Og da det blev taget fra mig, var det helt forfærdeligt, og jeg havde lyst til at springe fra eksperimentet.

- Men jeg klarede den. Ligesom kvinderne gør. For har man nogensinde hørt om nogen, som stoppede midt i fødslen og lod barnet blive derinde og nu render rundt med en 12-årig inde i maven? Næh, det har man ikke. Der er ingen vej udenom. Den skal bare ud.

- Jeg er vildt imponeret over, at vi begge to kom igennem, siger Emil Thorup.

Mens Thomas Skov i programmet 'fødte' et playstation-spil, fødte Emil Thorup en flaske vodka, som står på køl til weekenden.