Elsker du Den store bagedyst på DR, men synes, at den ikke er specifik nok? Specielt når det kommer til den ædle kunst at bage brunsviger. Så har Brødrene Price årets bedste nyhed til dig.

Du kan nemlig selv deltage i en dyst om at bage. Og helt specifikt brunsviger.

Det har du muligheden for, hvis du befinder dig på Fyn lørdag 17. oktober. Nærmere bestemt på Tøystrup Gods, der ligger mellem Ringe og Ryslinge i det midtfynske. Her har Brødrene Price i forbindelse med deres tv-program på DR en stor konkurrence om, hvem der kan bage den bedste brunsviger.

I pressemeddelelsen skriver DR:

’Er du sheriffen af brunsviger? Og er dit farligste våben brun farin?’

De to brødre og tv-kanalen lægger op til, at man kan møde op med den absolut bedste brunsviger – eller ’brunner’ – man kan præstere. Og så deltage i festen.

’Så tag din bedste brunsviger under armen og kom til Spise med Prices Store Brunsvigerfest’, lyder opfordringen fra DR.

Hele konceptet går ud på, at i alt 50 deltagere, som bliver tilmeldt efter ’først-til-mølle’-princippet, skal møde op med deres bedste brunsviger og opskriften på denne.

Så vil Brødrene Price efterfølgende forsøge at efterligne den bedste ”brunner”, der er blevet fundet og bedømt af ingen ringere end Mette Blomsterberg og bagersvend Thomas Larsen.

Hvis du mener, du rocker brun farin bedre end alle andre og naturligvis ikke frygter en tur i tv, så kan du tilmelde dig på brunsvigerfestival@udviklingfyn.dk.