DR henter velkendt udenrigskorrespondent tilbage til TV-Avisen.

Vi står lige på grænsen til en ny måned, og som alle andre steder i erhvervslivet betyder det også jobskifte hos både DR og TV 2.

TV 2 meddelte fredag formiddag, at Charlotte Beder efter et år hos konkurrenten fra 1. januar skal være vært på TV 2 News. Og nu offentliggør DR så hendes afløser.

Det bliver 35-årige Erkan Özden, der siden 2011 har været korrespondent i Washington.

- Erkan Özden er en lysende dygtig journalist, som har enorm erfaring som korrespondent, reporter og studievært. Vi ønsker at sætte Danmarks bedste og mest troværdige hold af nyhedsværter, og Erkan vil danne et stærkt team sammen med Tine Gøtzsche og Klaus Bundgård Povlsen, siger Naja Nielsen, der er tv-chef i DR Nyheder, i en pressemeddelelse.

Erkan Özden ser da også frem til at vende tilbage til DR Byen på Amager, hvor han fra 1. februar skal være en af de faste værter på TV-Avisen klokken 18.30.

- Jobbet som korrespondent har ført mig ind i alle kroge og kanter af USA, hvor jeg har mødt alle slags mennesker. Det har været et kæmpe privilegium og givet mig det, vi i branchen kalder for kilometer i benene. Det er blevet til tusindvis af kilometer i det enorme land, i luften og på landevejen. Nu glæder jeg mig til at komme hjem til holdet på TV Avisen igen, hjem til mine dygtige kolleger og til at få en mere stabil hverdag, hvor jeg kan være sammen med min kone og mine to børn igen, siger Erkan Özden.

For lige at tilføje endnu en gren i jobskiftene, så bliver det politisk reporter på Christiansborg, Oliver Routhe Skov, der overtager Özdens post som korrespondent i Washington.