Drilleri over en samling Pokémon-figurer, oprør over manglende initiativ og en tur i swingerklub. Det har bestemt ikke skortet på underholdning i anden sæson af ’Landmand søger kærlighed’, der endnu en gang har vist sig at være en suveræn seermagnet. 

Uge for uge har TV 2-programmet gennemsnitligt tiltrukket over 600.000 seere, og i sidste uge slog programmet sæsonrekord, da over 881.000 danskere fulgte med i de fem landmænds bestræbelser på at finde den store kærlighed.

Den omfattende interesse for programmet har nu fået TV 2 til at satse på endnu en sæson af det populære datingprogram, der går ud på, at fem enlige landmænd efter en speeddate og en gruppedate inviterer tre kvinder til at flytte ind på deres gårde i håbet om at finde kærligheden.

Over for BT uddyber TV 2-redaktør Mads Volck beslutningen:

»Vi synes, det er et helt rigtigt for TV2 at tage fat i et område, som berører hele den danske befolkning på den måde, som kærlighed nu engang gør. Vi har et samfund, hvor en masse mennesker mod deres vilje lever som singler, og særligt ude på landet kan det for mænd være sværere at finde en kæreste,« siger han.

Programmets store succes skal ifølge Mads Volck findes i, at de fleste mennesker godt kan lide fortællingen om, at kærligheden overvinder alt. Lige fra geografiske afstande til en kæmpe generthed over for det modsatte køn.

»Jeg tror, at programmet er blevet en stor succes fordi vi i bund grund fortæller eventyret om prinsen på den hvide hest, der skal ud og finde sin prinsesse. Det er en urgammel og altid dagsaktuel historie, som alle elsker. Samtidig tror jeg, at den måde, vi fortæller på med kærlighed og respekt for vores modige deltagere, gør det rart, autentisk og rørende at følge med,« siger han.

Mads Volck peger desuden på, at første sæson af ’Landmand søger kærlighed’ har haft en god succesrate, idet tre ud af fem par stadig er sammen den dag i dag. Ét af parrene har sågar en baby på vej, og dermed har programmet også været medvirkende til at skabe nye danske borgere, hvilket faktisk er ret smukt at tænke på, tilføjer han.

Derudover tror han også, at det har stor betydning, at deltagerne i ’Landmand søger kærlighed’ er helt almindelige mennesker, som de fleste danskere kan identificere sig med.

»Deltagerne er, som folk er flest – i flere aldre og med forskellige baggrunde og udseender. Jeg tror, det er rart at se, at man ikke behøver at se ud eller opføre sig på en bestemt måde for at date og finde kærlighed. At der er én til os alle,« siger han.

Optagelserne til den tredje sæson af det populære datingprogram begynder til foråret, ligesom det også har været tilfældet med de to tidligere sæsoner.

Castingen af de nye medvirkende er så småt gået i gang, og allerede nu har over 30 landmænd meldt sig til programmet, fortæller Mads Volck. Men forventningerne til de kommende medvirkende er store – i hvert fald set i lyset af de to sidste sæsoner af det populære datingprogram.

»Vi håber, at vi igen får lov at stifte bekendtskab med skønne landmænd, der oprigtigt søger den eneste ene – og at der er kvinder, der bliver ramt, når de ser dem. Vi håber også, at det igen bliver helt uforudsigeligt, hvad der så sker - virkeligheden overgår tit fantasien, når det gælder mennesker og kærlighed,« siger TV 2-redaktør Mads Volck.

Er du landmand, og har du stadig ikke fundet den eneste ene? Så kan du stadig nå at melde dig til programmet. Det eneste, du skal gøre, er at sende en mail til landmand@blu.dk.

Følg landmændene i deres kamp for at finde kærligheden i næste og sidste afsnit af ’Landmand søger kærlighed’ på torsdag klokken 20.35 på TV 2.