Tidligere på ugen sneg der sig ved en fejl en vandflaske af plastik ind på det officielle pressefoto til femte sæson af den britiske tv-serie Downton Abbey, som ellers foregår i tiden omkring første verdenskrig.

Billedet gik hurtigt viralt, og nu har holdet bag den populære tv-serie reageret på virakken omkring det noget pinlige plastikflaske-ups. Med både humor, stil og omtanke. 

SE UPS-BILLEDET HER: Kan du spotte mega-fejlen?

På seriens Instagram-profil er der postet et billede, hvor både skuespillerne og produktionsholdet poserer med en hver deres plastikflaske. Udover at gøre grin med sig selv, forsøger de at henlede opmærksomheden på, at der er mange i verden, som slet ikke har adgang til rent vand.

- Efter at have set den reaktion, der kom på billedet tidligere på ugen, fik produktionsholdet og skuespillerne den idé at vende noget af opmærksomheden mod vand, hvor det virkelig betyder noget. De håber, at de, ved at posere på dette billede, vil være i stand til at øge bevidstheden om den internationale velgørenhedsorganisation WaterAid's arbejde, siger en talskvinde fra den engelske kanal itv, der producerer serien.

Holdet bag Downton Abbey opfordrer alle, som kan lide billedet til at donere 3 pund (28 kroner) til WaterAid. Organisationen arbejder blandt andet for at skaffe rent vand til verdens fattigste.