De sidste fire år har Robert Hansen været på fast kontrakt med TV3. Men for få måneder siden ophørte samarbejdet, da tv-stationen ikke ønskede at forlænge kontrakten med den 33-årige skuespiller.

Men det betyder langt fra, at Robert Hansen nu er arbejdsløs. Han har netop sagt ja til at være med i TV2s satireprogram ’Live fra Bremen’, der har premiere til februar. Her skal han optræde sammen med bl.a. Andreas Bo, Christiane Schaumburg-Müller, Thomas Warberg, Simon Talbot og Ditte Arent.

 - Jeg er før blevet spurgt, om jeg ville gæsteoptræde, men det var ikke muligt, mens jeg var tilknyttet TV3, siger han og fortæller, at det på mange måder er en fordel, at han ikke længere er knyttet til en fast kontrakt.

- Det gør tilværelsen meget mere fri, og jeg vil gerne prøve at være freelance. Det gør min karriere mere fleksibel, siger Robert Hansen, der for tre måneder siden blev far til sønnen Herman.

- Det har selvfølgelig været en kæmpe omvæltning. Jeg får jo ikke sovet så meget, men det er det hele værd, siger han og kan ikke lade være med at smile, når han taler om sønnen.

- Derfor har det også været dejligt at holde lidt fri de sidste par måneder og bare koncentrere sig om familien, siger han men glæder sig også til at prøve kræfter med satire.

- Jeg glæder mig helt vildt, men det er første gang, jeg laver noget lignende, og det kan godt være lidt grænseoverskridende. Men det er sjovt at prøve noget nyt og sætte nye grænser, siger han og er imponeret over, hvor dygtige de andre er.

- Vi har allerede lavet introoptagelser, og det har været super fedt. Folk er virkelig på, og der er en helt speciel nerve i det, siger han.