DRs julekalender er et vildt og voldsomt eventyr, der kan samle hele familien foran stuealteret

Der er lagt i ovnen til det helt store juleeventyr på skærmen, når DR blænder op for ’Den anden verden’.

Årets julekalender er DRs hidtil dyreste og mest ambitiøse. Den ligger et lunt sted mellem kærligheds- og juleintrige godt krydret med et stænk ’Narnia’ og et skvæt ’Game of Thrones’ bagt på en solid bund af Grimms eventyr.

At dømme efter det, BT har set indtil videre, er der ikke sparet på hverken kostumer, kulisser eller fantasi i ’Den anden verden’. I hovedrollerne er tvillingesøstrene Anna (spillet af Caroline Vedel) og Sara (spillet af Fanny Bornedal).

15 år gamle står de i vadestedet mellem barn og voksen. Mellem fantasi og virkelighed. De to piger udfordres både i deres hverdag samt i det teaterstykke, de er ved at opføre på det lokale teater, hvor den ene spiller en rolle på scenen, mens den anden holder sig bag kulisserne, fordi hun har sceneskræk.

En eventyrlig verden

Dramaet får pludselig en eventyrlig dimension, da Sara falder ned i en parallel verden, hvor helt anderledes udfordringer venter.

Sara (Caroline Vedel) sammen med Janus (Jacob Ottesen). Sara spiller hovedrollen i stykket på moderens teater og er forelsket i Janus, som hun spiller sammen med i stykket ’Tornerose’ på Det Gyldne Teater. Men Saras liv forandrer sig dramatisk, da hun falder ned i Grimms eventyrverden, hvor ingenting er, som det ser ud, og alting kan ske. Foto: Per Arnesen/DR

Vis mere

Her er der skruet op for magien med fortryllende landskaber, hekse, dværge, forførende prinser og onde dronninger. Eventyrdelen er baseret på Grimms grusomme eventyr.

I den anden verden møder Sara blandt andre Den onde Dronning, der spilles af Sofie Gråbøl.

»Vores julekalender handler om den vilde transformation, det er at gå fra barn til voksen, og jeg synes, det er en enormt flot måde, de har skruet den sammen på,« siger Sofie Gråbøl til BT.

»Jeg har også hørt, at det er den hidtil dyreste julekalender. Og jeg skal da sandelig også love for, at den får én på lampen. Der er i dén grad skruet op for det visuelle, og den får en ordentlig én på frakken i eventyruniverset,« siger Sofie Gråbøl, der selv som barn var fascineret af Grimms eventyr.

Voldsomme urhistorier

»Til forskel fra H.C. Andersen, der har hele det der poetiske lag, så er Grimms eventyr de rene, uforfalskede – og nogle gange virkeligt grumme – sider af mennesket og livet. Det er de voldsomme urhistorier. Men jeg tror, mange voksne glemmer, hvor voldsomt livet opleves som barn og ung: Glæde, angst, sorg, kærlighed. Alt føles meget stærkt og intenst. Jeg var selv vild med dem som barn, og det har været fantastisk at dykke ned i dem igen,« siger Sofie Gråbøl.

Prinsen i eventyrlandet (Andreas Jessen) leder efter sin prinsesse, men da der sker noget mellem ham og Sara, er der forhindringer overalt, som de skal klare sammen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen

DRs dramachef Piv Bernth understreger, at ’Den anden verden’ ikke er for de helt små. Den er lavet til børn fra otte år og op efter. Og skal kunne fængsle hele familien.

»Ungerne skal nok slå øjnene op – og forældrene også. Det er jeg sikker på. Indimellem er det uhyggeligt, men ikke på den alt for skræmmende måde. Og så er det jo blødt op med forløsende humor,« siger dramachefen, der bekræfter, at det er den dyreste julekalender hidtil i DR-regi:

»Den er lidt dyrere end ’Tidsrejsen’, som var den hidtil dyreste for to år siden.«

Svarende til fem spillefilm

Piv Bernth vil dog ikke afsløre den endelige pris »af konkurrencehensyn«. Hun oplyser, at de 24 afsnit er optaget over otte måneder.

I alt 11 timers fiktion lavet over 114 optage-dage.

»Det svarer til at lave fem spillefilm,« siger Piv Bernth til BT.

Ifølge dansk filminstitut er gennemsnitsprisen for en dansk produceret spillefilm 15,7 millioner kroner, så ifølge kilder i branchen er det realistisk at skyde på, at DRs julekalender har kostet omkring 78,5 millioner. Svarende til cirka 3,2 millioner kroner pr. afsnit.

’Den anden verden’ sendes hver aften fra 1. til 24. december kl. 19.30. Den er instrueret af Lars Kaalund og forfattet af Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen med nogle episoder skrevet af Morten Dragsted.

Hjemme hos julekalenderens to hovedpersoner, tvillingesøstrene Anna (Fanny Bornedal) og Sara (Caroline Vedel). Her er de sammen med deres mor, Rikke (Christine Albeck Børge), der er leder af den lokale amatørscene ’Det Gyldne Teater’. Rikke har fået sine døtre med Mikkel, der døde, da pigerne var små. Hun ’taler’ stadig med sin afdøde mand og spørger ham til råds, når hun er i tvivl. ?Foto: Per Arnesen/DR

Andre læser også