Sofie Linde savner X Factor så meget, at hun ikke kan blive væk længere.
Så på fredag er hun tilbage på skærmen, selvom det bare er 20 dage siden, hun fødte sit første barn, en pige, der kom til verden d. 17. februar.

»Det har været svært at se programmet hjemme fra sofaen - omend min vikar gjorde et fabelagtigt stykke arbejde, så gibbede alt i mig for at komme tilbage,« siger Sofie Linde i forbindelse med det lynhurtige comeback efter fødslen.

Den 28-årige vært besluttede mandag morgen, efter samtaler med DR og produktionsselskabet Blu, at hun vender tilbage til X Factor for at holde styr på dommerne Thomas Blachman, Sanne Salomonsen og Remee samt de syv tilbageværende deltagere i DRs talentprogram. Her vil hun stå i front for det tredje liveprogram i den sidste sæson af X Factor på DR.

Siden fødslen har den 28-årige DR-vært været hjemme på barsel i sin lejlighed i København, mens hendes mand, babyens far, Joakim Ingversen har afløst hende i X Factor live.

Ingversen er også vært på DR-TV og skulle egentlig have bestyret 'pause-programmet' Ultra Factor, der kører live på DR-Ultra, hvor Jakob Riising så har afløst Joakim Ingversen.

I stedet valgte han - efter Sofie Lindes eget ønske, at indtræde som vikar for sin hustru på tv.

Men nu kan hun ikke vente længere.

”Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til X Factor-scenen allerede på fredag og til at møde hele holdet igen og komme i gang”, siger Sofie Linde, der nu sender manden tilbage på barsel for at tage sig af parrets baby-datter.

Men der er dømt babysitter, der skal med i DR-Byen hver fredag til og med X Factor-finalen.

Joakim Ingversen kan nemlig ikke helt undvære rampelyset og vender tilbage som vært på Ultra Factor live om fredagen.

Derfor vil der i følge BTs kilder være dømt babymos og bleskift, når parrets nyfødte er med backstage, mens både far og mor sender live til både børn og voksne de næste mange fredage.

Sofie Linde blev gift med Joakim Ingversen i december sidste år ved et borgerligt bryllup på Københavns Rådhus.

De har begge arbejdet i DR i en årrække, som værter på børne og ungdoms-tv. Primært på kanalerne Ramasjang og Ultra.

Parrets datter har i øvrigt allerede fået navn. Senere på året skal hun officielt navngives Trine.