Allerede efter 7 dage i Big Brother har beboeren Sabina forladt huset i utide. Det bekræfter tv-selskabet SBS på Facebook. SBS fortæller til BT, at Sabina har forladt huset helt frivilligt. 

- Sabina savnede sin familie, og det respekterer vi. Big Brother-huset er ikke et fængsel, hvor man er spærret inde mod sin vilje, siger informationschefen på SBS, Jesper Jürgensen.

Sabina valgte at betro sig om savnet af familien til de andre beboere onsdag aften. Dermed afslørede hun sin hemmelighed for de øvrige deltagere. Nemlig at hun trods sine kun 24 år har været i et forhold i 12 år og har en datter på fem.

Hemmeligheden var en del af årets tema, "Hemmeligheder og løgne", hvor alle deltagere mødte op i huset med en hemmelighed. Sabinas afsløring satte derfor gang i et større skænderi om hemmeligheder. Et skænderi som i sidste ende førte til, at produktionsselskabet SBS slukkede for kameraerne i huset. 

De adskillige timers sort skærm vækker stor harme blandt de trofaste seere af Big Brother. Særligt fordi mange har købt abonnement til nu.tv-kanalen, netop for at have mulighed for at følge med i begivenhederne i Big Brother-huset døgnet rundt.

SBS har forklaret, at der opstod diskussion, på grund af uklarheder omkring reglerne for årets tema: Hemmeligheder og løgne.

- Der var nogen misforståelser omkring de her hemmeligheder, som vi måtte have opklaret. Af hensyn til beboerne og produktionen så vi os nødsaget til at slukke for kameraerne imens, forklarer Jesper Jürgensen.

Han lover samtidig, at kameraerne nok skal rulle fremover.

- Det er stadig planen, at vores seere skal have mulighed for at følge med 24/7, understreger han overfor BT. Klokken 13 torsdag afslører husværten Oliver Bjerrehus de øvrige deltageres hemmeligheder. 

På Facebook har flere brugere undret sig over at beboerne onsdag har været meget lang tid om at stå op. Det har sat gang i spekulationer om både stuearrest og mundkurv efter aftenens og nattens begivenheder. Men det er ikke tilfældet  oplyser informationschefen.

- Der er ikke andet i det, end at de har været længe oppe i nat, og derfor har de fået lov at sove længe i dag, siger han.

Årets udgave af Big Brother er i øvrigt åbnet med historisk skuffende seertal. Det er ikke en gang lykkedes at runde 100.000 seere ved premieren. Til sammenligning fulgte mere end 300.000 seere med, da Robinson Ekspeditionen 2013 havde premiere på TV3.