Bdr. Price´s restaurations-eventyr er ingen hindring for at lave flere 'Spise med Price' for DR.

Bdr. Price har travlt. Men selv om de åbner den ene restaurant efter den anden, er det ikke noget problem for Danmarks Radio at fortsætte deres populære madserie  ’Spise med Price’.

For Danmarks Radio er det ingen hindring, at tv-kokkene driver en forretning ved siden af skærmarbejdet.

- Nej, vi har ingen planer om at stoppe ’Spise med Price’. Der er ingen regler for, at man ikke må have en restaurant eller to ved siden af, så længe man ikke blander tingene sammen. Vi kan jo ikke forhindre, at to så dygtige kokke kan lave forretning ved siden af tv-programmerne, forklarer livsstilsredaktør Gitte Tækker og fortsætter:

- Vi har jo en lang række af kokke, som har andet at lave end tv. Det er jo også tilfældet med Claus Meyer, Camilla Plum og Mette Blomsterberg,

I DR lægger man ikke skjul på, at det er lidt af et puslespil, at få presset en ny serie ’Spise med Price’ ind i de to travle herrers kalendre.

For Adam Price har travlt med at skrive de sidste 10 afsnit af søndags-dramasuccessen ’Borgen’, der breder sig ud over alle grænser, og James Price får travlt med at være kapelmester i ’Cirkusrevyen’, der starter prøver lige om lidt.

-De har travlt på forskellige tidspunkter, men vi regner med at kunne klemme optagelserne af en ny serie ’Spise med Price’ ind i sommer.

Det kommer til at foregå i Danmark, enten i Adams køkken eller i James´s sommerhus, så de ikke er for langt væk fra det, de skal skynde sig hen til, om aftenen, siger Gitte Tækker.

DR's retningslinier om skjult reklame siger, at man ikke må promovere sine egne kommercielle aktiviteter eller interesser.

- Alle er en reklamesøjle i sig selv, men det er ikke skjult reklame, at de står og laver mad i tv, sålænge de ikke henviser til deres egne restauranter.