Programmet, som torsdagens optagelser af demonstranter ved Retten i Hjørring skulle bruges til, vises ikke, fastslår DRs nyhedsdirektør fredag aften.

- Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget så pinligt og forkasteligt som denne sag.

Sådan sagde nyhedsdirektør i Danmarks Radio, Ulrik Haagerup, fredag aften i TV-Avisen, da han kommenterede, at kanalen torsdag bragte et indslag i TV-Avisen, hvor en gruppe nordjyder demonstrerede foran Retten i Hjørring.

Demonstrationen og de medbragte skilte viste sig at være en indstuderet scene, som et TV-produktionsselskab havde iscenesat i forbindelse med en dokumentar, som optages for netop DR. Optagelserne fandt sted i forbindelse med, at ledelsen af den nordjyske EBH Bank skulle afgive forklaring i retten.

- Vi er i DRs direktion blevet enige om, at udsendelsen, som de optagelser eventuelt skulle være brugt til, ikke bringes, sagde Ulrik Haagerup i TV-Avisen.

DRs bestyrelse kræver en redegørelse. Bestyrelsesformand Michael Christiansen siger til ekstrabladet.dk, at 'nu vil man undersøge hændelsesforløbet i detaljer'.

Ole Hyltoft, DRs næstformand, går skridtet videre, når han skal beskrive sagen:

- Jeg synes, det er hul i hovedet. Jeg kan forstå, det er fordi journalisterne ikke har været velorienterede, men det gør jo ikke sagen bedre. Sådan noget må jo ikke ske. Det er en alvorlig sag, hvor Danmarks Radio påvirker offentlighedens syn på retssagen ved at opstille sådan en demonstration. Det påvirker jo selve sagsforløbet, og det, synes jeg, er græsende til noget kriminelt, siger Ole Hyltoft til ekstrabladet.dk.