Connie Nielsen har en hovedrolle i ny DR-serie om svigt, og afslører her, hvordan hun tacklede skilsmissen fra Lars Ulrich, og hvordan hun i dag insisterer på at være en tilstedeværende mor trods store personlige ambitioner.

Søndag aften er Danmarks Hollywoodstjerne Connie Nielsen i front som en af de bærende kræfter i DRs dramaserie 'Liberty'. Baseret på den afdøde forfatter Jakob Ejersbos nyklassiker, 'Liberty'.

En serie der handler om de gode viljers kamp og fallit, når en dansk familie tager til Tanzania for at opbygge et ulands-projekt.

En serie over de næste fem søndage, hvor et af grundtemaerne er de voksnes idealisme og selvrealisering, der ender som et totalt svigt af deres oprindelige idéer, og ikke mindst deres egne medbragte børn.

Og det kan Connie Nielsen i den grad godt genkende fra sit eget liv, hvor hun som international stjerne flyver og farer den halve verden rundt, samtidig med at hun forsøger at få det til at hænge sammen på hjemmefronten.

Connie Nielsen i en scene fra DRs dramaserie Liberty sammen med Sofie Gråbøl.(Foto: DR Drama)
Connie Nielsen i en scene fra DRs dramaserie Liberty sammen med Sofie Gråbøl.(Foto: DR Drama)
Vis mere

I 2007 fik hun sønnen Bryce med den danske Metalicca-trommeslager, Lars Ulrich. Hun blev samtidig stemor for Ulrichs to drenge fra tidligere forhold, Layne og Myles.

Men parret blev skilt, da Lars Ulrich forlod Connie Nielsen i 2012, da deres fælles søn, var bare fem år gammel.

I dag deler de sønnen som enhver anden familie, hvor Bryce skiftevis er hos sin far og mor en uge ad gangen.

»Sjovt nok, så talte vi en del om det med børn og ansvar under optagelserne,« siger Connie Nielsen, da BT møder den 52-årige stjerne inden tv-premieren søndag aften.

»Hvad var det med de forældre i 80'erne? Det er som om de var mere interesserede i at drikke og ryge og pleje deres egne interesser, end at være forældre. Rent ud sagt,« siger Connie Nielsen, der åbent fortæller om de problemer, hun selv har måttet tage stilling til, hvis hun skulle være den mor for Bryce som hun gerne vil være, samtidig med at hun skal pleje en international karriere i film som 'Gladiator', 'Mission To Mars' og senest 'Wonder Woman', hvor hun spiller titel-karakterens mor, Dronning Hippolyta.

Connie Nielsen bor til daglig i et stort hus i San Francisco alene med Bryce, og fortæller, at hun siden skilsmissen har været bevidst om, at bruddet med Lars Ulrich, ikke skal gå ud over børnene. Hvilket ex-mandenhar været med på:

»Det har da været hårdt, og det har været vigtigt for os at skærme børnene, også under skilsmissen (fra Lars Ulrich). Derfor har det også været vigtigt for os begge to, at de har følt sig trygge og elskede, og at det skal de voksne nok finde ud af og det skal vi nok klare,« siger Connie Nielsen til BT.

»Da jeg lavede 'Wonder Woman' fløj jeg frem og tilbage hver uge for at være sammen med min søn, Bryce, og have overkud og tid  til at være mor sammen med ham i den uge, hvor jeg havde ham. Mandag morgen kørte jeg ham så til skole, og derefter var det direkte ud i lufthavnen og afsted til London, hvor vi optog. Og så tilbage igen ugen efter. Og når jeg så var hjemme, så trænede jeg med mine coaches, men kun indtil tidlig eftermiddag. Præcis klokken tre tjekkede jeg konsekvent ud, no matter what, for at hente ham i skolen. Og så var det hjem sammen, for at følge ham til karate, eller se ham øve guitar eller klaver, eller bare for at være sammen med ham som mor, og være en del af hans liv,« fortæller Connie Nielsen, der udover Bryce og stedsønnerne, også har den 28-årige søn, Sebastian, fra forholdet med Fabio Sartor.

»Sebastian, min ældste søn havde jeg med på alle mine film. Og så lavede jeg lektier med ham, og sørgede for, at han fik hjemmeundervisning, hvis det var nødvendigt. Så han kunne være sammen med sin mor hele tiden. Det har altid været et familieforetagende. Og sådan er det også for Lars (Ulrich). Det vigtigste for os har altid været, at være forældre for vores børn. Fremfor alt forældre. Og det er også den rigeste del af vores liv,« siger Connie Nielsen, der erkender, at det ikke altid er lige let, men til gengæld berigende, når det lykkes.

»Det kræver rigtig meget disciplin, og man skal vide, hvad der er éns værdier. Det vigtigste er, at vores kærlighed til børnene kommer aller først. Og i dag kan jeg jo se på Bryce, hvor glad og åbent et barn han er blevet, fordi vi har været der sammen med ham. Så det er skønt at se resultaterne af alt det hårde arbejde,« siger Connie Nielsen med et stort vindende smil og en lille reprimande til forældre som dem i DRs aktuelle dramaserie 'Liberty':

»Folk glemmer, at tænke på børnene, men uanset hvad så skal børnene ikke have nogen gift ind i årene. Man skal altid huske på, at på et tidspunkt var man forelskede og elskede hinanden, og valgte at skabe en familie sammen. Det må være den basis der er, og den base for, hvordan man fortsætter efter en skilsmisse. Gensidig respekt og en gennemført tilgivelse af hinanden. Det er det vigtigste,« mener Connie Nielsen, der kunne have fået langt mere vellønnede jobs i USA eller England, fremfor 'Liberty', men at hun bliver nødt til at lave forskellige ting, så hun stadig får andre udfordringer end kun store brede Hollywood-film eller serier.

Måtte overtale sin agent

Senest har hun igen spillet Dronning Hippolyta i DC Comics seneste 'Justice League'-film, og hun måtte overtale sin amerikanske agent til at tro på, at Liberty var værd at satse på.

»Jeg blev nødt til at overtale min amerikanske agent til, at jeg skulle lave 'Liberty', og at det var umagen værd, at lave det her på bekostning af noget i Hollywood. Jeg sagde, at det ville blive noget særligt, og noget vi vil blive stolte af. Indenfor branchen er der altid respekt for et godt stykke arbejde, hvor man laver et stykke hudløst arbejde. Og så tæller det også for mig, at lave noget der er en del af min danske kultur,« siger Connie Nielsen, der roser sine danske kolleger i 'Liberty':

»Det er dejligt at komme hjem og arbejde i Danmark med mine danske kolleger. Jeg kan godt lide de frie rammer og det dogmeagtige, når jeg optager danske ting. Jeg kan godt lide den hyperagtige realisme, og den dybe og meget solide kompetence som de danske skuespillere har. Carsten (Bjørnlund) og Sofie (Gråbøl) er bare så vanvittigt dygtige. Og den nye unge mand, Anton (Hjejle) og den svenske skuespiller, Magnus Krepper, der spiller seriens skurk.

»Det er magisk at opleve de folk, og være med til. Jeg er stor fan af Ejersbos bøger, og havde faktisk lidt svært ved at se, hvordan der kunne være en god rolle til mig. Men det er lykkedes Asger Leth (seriens manuskriptforfatter. Red.), at åbne det unikke i bøgerne, og skabe nogle stærkt tegnede karakterer, som jeg kan bidrage til og gøre interessant.«