Det går ikke at vise sadistisk tortur, grov vold og blodige lig, inden børnene er lagt i seng.

TV 2s krimiserie 'Den som dræber' var for hård kost for de yngste seere. Det har Radio- og TV-nævnet fastslået på et møde 21. juni, og dermed har TV 2 overtrådt sin public service-tilladelse, da stationen sendte serien allerede klokken 20.00.

- Nævnet har med afgørelsen tilkendegivet, at det er TV 2s ansvar, at mindreårige ikke risikerer at blive udsat for skadeligt indhold på de tidspunkter, hvor de normalt ser fjernsyn, siger formanden for Radio- og TV-nævnet, Christian Scherfig, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at afgørelsen skal betragtes som et generelt signal til de danske tv-stationer om at beskyttelse de mindreårige under 15 år.

Overtrædelse udløser dog ikke en bødestraf til TV 2, men nævnet advarer om, at det meget vel kan blive konsekvensen, hvis kanalen igen overtræder reglerne.

TV 2s programdirektør Palle Strøm siger, at TV 2 nu tager afgørelsen til efterretning.

- Vi tager afgørelsen ad notam og har allerede inden afgørelsen indledt en dialog og erfaringsudveksling med Medierådet for Børn og Unge, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm i en udtalelse.

Da TV 2s i sin tid skulle beslutte sig for et sendetidspunkt, indgik det blandt andet i overvejelserne, at søndag aften klokken 20.00 er et tidspunkt, hvor der traditionelt er få børn blandt TV 2s seere.

TV 2 hæfter sig desuden ved, at der blev bragt en advarsel før hvert afsnit, som fortalte at 'Den som dræber' var uegnet for børn.

Næsten halvanden million danskere fulgte med, da 'Den som dræber' blev skudt i gang, men undervejs dykkede seertallet til knap 620.000. Det er allerede planlagt at krimiserien skal sendes i Norge. Dér vil den dog blive sendt på et senere tidspunkt end i Danmark.