- Se nu serien til ende, før I fælder jeres dom.

Skuespilleren Johannes Lassen, 35, der spiller krigshelten Wilhelm Dinesen i tv-serien '1864', har ligesom de øvrige skuespillere, haft kritikken hvinende om ørerne fra allerførste afsnit.

Han er nu i fuld gang med indspilningerne til sin næste film 'Sommeren 92', hvor han spiller landsholdspilleren Kent Nielsen, og til næste år får seerne ham at se i en stor rolle i DRs nye dramaserie 'Bedraget', hvor han spiller en kynisk bank-operatør.

- Jeg kan godt lide, at folk ikke er enige. Det får os til at diskutere historie. For mit eget vedkommende, så synes jeg, det er interessant at diskutere tv-seriens underholdningsværdi.

Jeg har ikke behov for at gå ind i den politiske diskussion, men synes, at man skal have set hele serien for at fælde sin dom, siger Johannes Lassen og forklarer:

- Jeg ved jo, hvad der sker, så det er svært for mig at snakke om det, før sidste afsnit af '1864' har været vist.