Den kommende Bond-skurk Javier Bardem uddeler stor ros til danske skurke på internationalt pressemøde.

Bond-feberen bredte sig i London i weekenden, hvor Mr. Bond himself og resten af castet var samlet i London for at præsentere og promovere den længe ventede film Skyfall, der markerer 50 året for Bond-æraen.

En af de, BT mødte, var den ny Bond-skurk Javier Bardem. For efter Mads Mikkelsen og Jesper Christensen har givet Bond ’bloody’ mange problemer i de foregående Bond-film, er skurkerollen denne gang på spanske hænder. Men selvom Javier Bardem har Oscar-nomieringer på cv’et og en statuette derhjemme for en anden bad boy-rolle i Coen-filmen ’No Country for old men’, er han svært begejstret for de to foregående danske skurke: Mads Mikkelsen som Le Chiffre og Jesper Christensen som Mr. White i Casino Royale 2006 og Quantum of Solace fra 2008.

Særligt Mikkelsens gjorde indtryk på spanieren.

- Det var en fantastisk præstation, synes jeg. Jeg så Casino Royale tre gange, og jeg var virkelig begejstret over at se den måde, han arbejder som skuespiller, og de valg, han traf for sin rolle. Han var meget forkuseret - uden at lade sig rive med af alt mulig udenoms. Meget imponerende, siger Javier Bardem, der lyder navnet Silva i filmen.

Den 44-årige Daniel Craig har ikke længere kontakt med de danske skuespillere, som gav ham problemer i Craigs første film som James Bond, Casino Royale. Men begejstringen over dem sidder stadig i ham.

- Oh, Mads. Jeg elskede at arbejde med ham - han er fantastisk! Vi har desværre ikke kontakt, men jeg ser, at han stadig arbejder som en gal. Så han må jo gøre det okay, siger Daniel Craig med et skævt smil og den underspillede humor, han efterhånden har gjort til sit kendetegn.

Inden Jesper Christensen og Mads Mikkelsen trådte i skurkesporene, havde en anden dansker, Ulrich Thomsen tjansen i The world is not enough fra 1999. Men i år har vores naboer mod øst trukket strået med svenske Ola Rapace som skurk.

- I har da vist haft jeres andel af skurke. De gjorde det fantastisk, og vi har også denne gang skandinaviske skuespillere med. En svensker blandt andet, meddeler producer Michael G. Wilson med et glimt I øjet, inden hans halvsøster og medproducer Barbara Broccoli fortsætter i et mere seriøst spor.

- Vi kan godt lide, at opdage nogle udenlandske spillere, som ikke er så kendte, men som gør det formidabelt i deres hjemlande, siger Barbara Broccoli. Instruktøren er denne gang Sam Mendes, der har knap så action-prægede produktioner som American Beauty og Road to Perdition bag sig.

Han undskylder med et grin, at de kom til at gå udenom Danmark denne gang. - Den film sidste var fuld af dem. Så jeg sagde til mig selv, at nu måtte det være nok! siger Sam Mendes og slår en latter op.

- Og Silva er jo blond! tilføjer han med reference til den lidet flatterende afblegning, Bardem er blevet udsat for i ’Skyfall’. Om muligt værre en den kasserolle-frisure, han bar i No Country for Old Men.

- Jeg var ikke begejstret, da jeg så mig i spejlet, indrømmer Bardem og afslører med et stramt smil afslører, at heller ikke hustruen - den spanske skuespillerinde Penelope Cruz - er fan af hans blonde look. Skyfall har dansk premiere fredag 26. oktober.